Bekymring for idrætslivet: "Vi skal nok klare os for nu, men..."

Idrætsorganisationer frygter for konsekvenserne af forlængede restriktioner, at hvis de nye corona-krav, der rammer foreninger i 17 hovedstadskommuner, ikke får den ønskede effekt.

Regeringens skærpede corona-tiltag for 17 kommuner i hovedstadsområdet betyder, at idrætslivet i området må vinke farvel til turneringer, stævner, kampe og – for mange klubbers vedkommende – fællestræning resten af året.

Frem til den 2. januar er muligheden for at være 50 personer under idræts- og foreningsaktiviteter for børn og unge fjernet, og i stedet hedder loftet nu 10 personer inklusive træneren.

Selvom det stikker en kæp i hjulet på mange børn og unges muligheder for fysisk aktivitet og samvær på kort sigt, så frygter idrætsorganisationerne DIF og DGI Storkøbenhavn for mere seriøse konsekvenser, hvis restriktionerne forlænges efter nytår.

- Vi skal nok klare det her og nu, men vi er bekymrede for konsekvenserne, hvis restriktionerne ikke har den ønskede effekt og bliver forlænget efter nytår. Vi ved, at det får negativ indvirkning på børns trivsel, hvis de ikke kan være sammen med deres kammerater til træning. I forhold til kropslig og motorisk udvikling kan længere pauser fra idræt og sport også få konsekvenser, siger Jakob Juhl Pedersen, direktør for DGI Storkøbenhavn, til TV 2 Lorry.

Nye restriktioner på fritidsområdet for børn og unge

Muligheden for at være op til 50 personer til stede ved idræts- og foreningsaktiviteter for børn og unge op til 21 år finder ikke anvendelse i perioden fra 7. december 2020 til 2. januar 2021.

Der må herefter som udgangspunkt i denne periode kun være 10 personer til stede på samme sted samtidig i idræts- og foreningsaktiviteter.

Faldende antal dyrker sport

Han bakkes op af Morten Mølholm, der er administrerende direktør i DIF (Danmarks Idrætsforbund).

- For en del foreningers vedkommende, for eksempel holdidrætterne, gymnastik og svømning, bliver det meget svært at lave træning. Dermed mister mange børn og unge muligheden for at dyrke deres idræt og opleve den fysiske og mentale velvære, som også er en vigtig del af folkesundheden, siger han i en pressemeddelelse.

DIF-direktøren har tidligere påpeget, at tal fra Idrættens Analyseinstitut viste, at andelen af danskere, der dyrkede sport og motion faldt fra 55 til 39 procent i forbindelse med de landsdækkende restriktioner i foråret.

- Jeg håber derfor meget, at de forskellige tiltag får den ønskede effekt, så de ekstra restriktioner for børne- og ungeidrætten i de 17 kommuner kan ophæves igen den 2. januar. Ellers er jeg bekymret for, om foreningerne mister kontakten til mange af børnene i hovedstadsområdet, siger Morten Mølholm.

- Vi kan ikke organisere os ud af flere restriktioner

En af de idrætsforeninger, som ikke hilser de nye restriktioner velkomne er Hovedstadens Svømmeklub – også kendt som HSK – der med over 8.500 medlemmer er Danmarks største svømmeklub og næststørste idrætsforening.

- Vi kan ikke organisere os ud af flere restriktioner, end vi allerede har gjort, siger klubbens formand Allan Nyhus.

- Vi har allerede trukket store veksler på medlemmernes tålmodighed med særordninger. Det er vores opfattelse, at det virker, og at der ikke sker spredning af smitte under svømmeundervisning i Hovedstadens Svømmeklub.

Men er det ikke fair nok, at man i et forsøg på at bremse smitte trykker på pauseknappen for idrætsforeninger i en kort periode præget af højtid og ferie?

- Jo, det er fair nok. Vi har ikke været imod, at man skal holde corona under kontrol, men vi mener også, at man skal sætte ind, der hvor det virker. Der er jo ikke bevis for, at smittespredning sker i idrætslivet og i svømmehallen. Det sker andre steder i samfundet, så man bør sætte ind der i stedet. Unge melder om stigende ensomhed og frustration, når de ikke kan dyrke idræt. Og der bør regeringen bare være klar over, at det er en pris, man betaler for at bruge det her værktøj, siger Allan Nyhus.

De 17 kommuner med skærpede restriktioner

  • Albertslund
  • Ballerup
  • Brøndby
  • Dragør
  • Frederikberg
  • Gentofte
  • Gladsaxe
  • Glostrup
  • Herlev
  • Hvidovre
  • Høje-Taastrup
  • Ishøj
  • København
  • Lyngby-Taarbæk
  • Rødovre
  • Tårnby
  • Vallensbæk

TV 2 Lorry har forsøgt at få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) onsdag. Det er endnu ikke lykkes.

Hvorvidt idrætsklubbernes ønske om færre restriktioner får opbakning fra fagfolk, er dog usikkert.

Over for TV 2 efterlyser flere eksperter tværtimod endnu flere restriktioner på uddannelsesområdet i hovedstadsområdet for at dæmme op for smittespredningen blandt unge.

- De begrænsninger, der er i den sociale kontakt, er ikke tilstrækkelige til, at vi kan få bragt smittetrykket ned før jul, siger Nils Strandberg Pedersen, der er tidligere direktør for Statens Serum Institut, til TV 2.

Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi, siger til samme medie, at han gerne ville have set "kraftigere reaktioner i en kortere periode".

- Noget værre møg, hvis det bliver forlænget

Hos DGI Storkøbenhavn forstår direktøren idrætsforeninger som HSK's frustration. I den kommende periode vil DGI bistå idrætsforeningerne med at udarbejde materiale som fysiske øvelser eller andre lege, de unge idrætsudøvere kan lave hjemmefra, så de får rørt sig.

- Mig bekendt har der ikke været nogle supersprederbegivenheder fra idrætslivet – det har i stedet været på skoler eller arbejdspladser. Så jeg kan godt bekymre mig over, om idrætslivet nu også er det rigtige sted at sætte ind, siger Jakob Juhl Pedersen fra DGI Storkøbenhavn og fortsætter:

- Det skal nok gå, og vi skal nok klare det frem til nytår. Men hvis restriktionerne viser sig ikke at virke, og det forlænges yderligere, ja så kan jeg ikke sige andet end, at det er noget værre møg. Både for klubberne, men mest af alt for børn og unges fysiske og mentale sundhed.

Hovedorganisationerne DIF og DGI varetager idrætsforeningers interesser og har hver især 1,9 og 1,7 millioner medlemmer på landsplan – heraf overlapper en del hinanden.

DGI Storkøbenhavn havde ved den seneste medlemsoptælling i 2019 lidt over 200.000 medlemmer og dækker 11 af de 17 hovedstadskommuner, der er omfattet de nye restriktioner. DGI Midt- og Vestsjælland, der har et lignende medlemstal, dækker de resterende seks kommuner med restriktioner.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik