Bekymret biavler: Vi har aldrig set noget lignende

Både bier og blomster forsvinder. Det har aldrig stået så grelt til, fortæller en biavler på Amager.

Sommeren skulle gerne være lig med farvede blomster, grønne planter og en summen fra insekter.

Men det står skidt til med bierne og blomsterne - en symbiose der oftest henvises til i læren om livets forplantning.

Faktisk er situationen så grel, at man med fordel kunne opfinde nye og mere dækkende referencer til seksualundervisningen. 

Det må man konkludere efter et besøg hos biavler Jesper Johnson på Amager. 

Normalt høster han honning to gange hver sommer fra sine 15 bistader nær Dragør og Kastrup, men i år må han tage sig til takke med en enkelt høst. 

Der er simpelthen ingen honning i de tavler, der andre år har været gule og klistrede på nuværende tidspunkt. 

Kun en tiendedel af normalen

- Vi havde regnet med, at vi skulle hente 400 kilo honning nu. Men jeg må bare erkende, at hvis jeg er heldig, så er der 40 kilo, siger den triste biavler til TV 2 Lorry. 

Jesper Johnson kalder det en bekymrende situation, at blomsterne i år er sprunget ud og afblomstret tidligt.

Der er nemlig ingen nektar tilbage til bierne.

- Jeg ved godt, at biavlere og landmænd brokker sig meget over, at der ikke er nok mad. At der er for varmt. At der er for koldt. Alt muligt. Men dem jeg kender, som har været biavlere i 30 til 40 år, har aldrig været ude for noget lignende, siger han. 

 

Et dystert fremtidsvarsel

Det står skidt til med honninghøsten i hele landet, men der er alligevel store geografiske forskelle, forklarer biavleren. 

- I byerne er der generelt flere bier, fordi haveejerne har blomster i deres have. Der er en større chance for, at bierne kan finde noget at spise. På landet, hvor meget af jorden er opdyrket, er der ikke noget tilbage, forklarer Jesper Johnson.

Det er selvfølgelig den rekordvarme og tørre sommer, der har haft indvirkning på honninghøsten, men faktisk har bierne - både landbrugets og de vilde - i al almindelighed fået sværere livsbetingelser i Danmark, har TV 2 Lorry tidligere fortalt:

- Vi lever i det, der kaldes den grønne ørken. Der har aldrig været mere frodigt i Danmark, end der er i dag. Der er masser af gødning. Der er masser af vand, og der er sådan set masser af varme. Det er grønt, men der er bare ikke nogle blomster. Og det skaber en lidt trist verden, hvor alle sommerfugle og bier forsvinder, har museumsinspektør ved Naturhistorisk Museum Aarhus, Morten D.D. Hansen, forklaret.

Snydehonning fortyndes med sirup

Jesper Johnson på Amager er nu nødt til at fodre sine bier med sukker, så de ikke dør og er væk til næste sæson. 

Ifølge biavleren kommer forbrugerne dog højst sandsynligt ikke til at mærke den dårlige høst, da supermarkeder og grosister har mulighed for at importere honning fra udlandet:

- De har bare ikke den samme tilgang til produktet, som vi har i Danmark, siger han. 

En omfattende EU-test af 2.237 honningprøver fra 25 medlemslande har da også givet tankevækkende resultater. Undersøgelsen viste, at knap hver femte honning ikke levede op til, hvad der stod på bøtten.

11 procent var under mistanke for at være fortyndet med sirup eller sukker. 

Samme resultater påvises i Netflix-dokumentaren 'Rotten'. En stigende efterspørgsel på kinesisk honning i vestlige fødevarer har gjort det mere lukrativt at svindle.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik