Bekymrende skolefravær i hovedstadsområdet: Se, hvor meget eleverne er væk i din kommune

17 procent af folkeskoleeleverne i TV 2 Lorrys sendeområde havde i skoleåret 2018/2019 minimum 20 fraværsdage.

Mange stole i Lorrylands klasseværelser står i store perioder tomme.

I skoleåret 2018/2019 havde hver femte elev i folkeskolen i TV 2 Lorrys sendeområde nemlig mindst 20 dages fravær. På landsbasis er det tale om hver syvende elev.

Det viser tal fra Børne- Undervisningsministeriet.

Ifølge en ny rapport fra Børns Vilkår og Egmont Fonden har det høje skolefravær ofte store konsekvenser for børnenes trivsel og fremtidige uddannelses- og arbejdsliv.

- Det er dybt bekymrende, for konsekvenserne kan være alvorlige for det enkelte barn – både fagligt og socialt, siger direktør i Egmont Fonden, Henriette Christensen i en pressemeddelelse.

Et af de steder, hvor man er hårdest ramt af skolefravær er i Brøndby Kommune. Her har 27 procent af eleverne mindst 20 fraværsdage ud af skoleårets 200 dage.

I gennemsnit havde hver elev i kommunen 8,4 procents fravær, hvilket svarer til 16,8 dage. På landsbasis er gennemsnittet 5,9 procent - svarende til 11,8 dage.

- Vi har været opmærksomme på det i mange år og har haft mange tiltag, men det er eskaleret de seneste to år, siger Kent Max Magelund, borgmester i Brøndby Kommune.

Allerød er den kommune i TV 2 Lorrys sendeområde, der har det laveste skolefravær. Her har hver elev i gennemsnit 4,9 procents fravær.

2,5 millioner skal give forbedringer

Ifølge den nye rapport udvikler skolefravær sig ofte gradvist over flere år, og nye tal viser, at elever med et fravær på over 10 procent i udskolingen også har haft et højere gennemsnitligt fravær i indskolingen.

Det er vigtig viden for borgmesteren.

- Vi har lavet en strategiplan med beskæftigelses- og uddannelsesindsats, som vi startede på sidste år. Det er sindssygt vigtigt, at vi allerede i de små klasser tager fat om problemet, for får man stoppet det der, så er der en stor chance for, at det ikke bliver værre, siger Kent Max Magelund.

Skolebørnene i Brøndby Kommune har mest fravær blandt skolebørn i hele landet. Vi spørger kommunen, hvad de vil gøre for at nedbringe fraværet og tage hånd om problemerne.

Børns Vilkår fortæller, at det høje fravær hos nogle elever ikke skyldes pjæk, men at der er mange grunde til omfattende fravær. I Brøndby Kommune er man også godt klar over, at mange af familierne i forvejen er socialt udsatte og har problemer.

quote Det er eskaleret de seneste to år.

Kent Max Magelund, Borgmester Brøndby Kommune

Derfor har kommunen sat 2,5 millioner af i tre år til en indsats, man kalder "Taskforce Skolelæring", fortæller borgmesteren.

- Formålet er at etablere et tværgående team, som kan understøtte skolerne. Det kan være, at man opsøger eleverne og deres familier, eller at man ringer hjem, hvis eleven ikke er der om morgenen. Det her er virklig et fokusområde for os fremadrettet, siger Kent Max Magelund.

Lærer inden borgmester

Ifølge ham selv har han den fordel, at han selv har været lærer i kommunen på en 10. klasseskole, inden han blev borgmester.

- Jeg kan kun tage udgangspunkt i, hvor jeg selv har været, men der kunne jeg bare se, hvor meget det betød, at der var en voksen, som ringede hjem til eleven og bekymrede sig om, at han eller hun ikke var dukket op i skole, siger Brøndbys borgmester.

Den nye rapport fra Børns Vilkår og Egmont Fonden bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt 1.521 elever i 5. og 8. klasse og interviews med børn, der har erfaring med højt og længerevarende skolefravær.

Ifølge spørgeskemaundersøgelse har 48 procent af eleverne med højt månedligt fravær mindst ét dagligt fysisk symptom på mistrivsel.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik