Behandlingsgarantien genindføres fra fredag

Regeringen har besluttet, at udrednings- og behandlingsgarantien træder i kraft fra fredag den 21. januar 2022.

Regeringen har besluttet, at udrednings- og behandlingsgarantien på ny kommer til at gælde fra fredag den 21. januar.

Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Garantien genindføres, fordi Sundhedsstyrelsen tirsdag har vurderet, at det nu er sundhedsmæssigt forsvarligt at genindføre behandlings- og udredningsgarantien.

- Sundhedsstyrelsen har vurderet, at det er sundhedsfagligt forsvarligt snarest at ophæve den nuværende suspension af udrednings- og behandlingsrettighederne.

- Derfor har vi besluttet at fremrykke genindførelse af patientrettighederne, så de træder i kraft allerede fredag 21. januar, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i pressemeddelelsen.

I udgangspunktet skulle suspensionen af patientrettighederne gælde til og med 30. januar.

Krav på behandling inden 30 dage

Udrednings- og behandlingsgarantien betyder, at patienter, der bliver henvist fra deres praktiserende læge, inden for 30 dage enten skal have stillet en diagnose eller have en plan for det videre udredningsforløb.

Fra man er blevet udredt, har man krav på behandling inden for 30 dage.

Hvis det offentlige ikke kan klare det inden for tidsfristen, har man ret til at få behandling på et privathospital.

Siden 3. januar har udrednings- og behandlingsgarantien været suspenderet, efter at et flertal i Folketinget 21. december besluttede at suspendere garantien midlertidigt.

Tirsdag er smittetallet 33.493, som er det højeste under epidemien. På trods af det mener sundhedsministeren, at det er fornuftigt at genindføre rettighederne.

- Selv om vi har høje smittetal, så er antallet af indlagte ikke steget i samme grad, og på intensiv har vi set et fald. Derfor er det positivt, at vi kan genindføre patientrettighederne nu, siger han i pressemeddelelsen.