Beboere fik udskudt huslejesmæk

Brugere og pårørende i plejeboligerne Møllebo i Køge kæmper indædt mod varslede huslejestigninger på 110 procent. Foreløbig har de fået udskudt det store huslejesmæk, skriver DAGBLADET Køge.

Beboerne i plejeboligerne Møllebo i Køge og deres pårørende vil ikke acceptere de enorme huslejestigninger, som byrådet har godkendt og DAB indarbejdet i dette års budget for bofællesskabet.
Huslejestigningerne skal blandt andet være med til at dække et oparbejdet millionunderskud i Møllebo, og ifølge Køge Kommune er der ingen vej uden om, selv om stigningerne vil ramme mange af beboerne hårdt på pengepungen.
- Det er svært at sige, om alle har råd til det, men man kan jo frygte, at nogle vil få det svært. Mange beboere har kun deres folkepension, siger Jess Greiff, der er formand for bruger- og pårørenderådet på Møllebo.
Han lægger ikke skjul på, at han mener, at Køge Kommune har svigtet sit ansvar i denne sag.
- Vi undrer os over, at man har kunnet oparbejde så stort et underskud siden 2002-2003, uden at kommunen har reageret. Kommunen må have sovet i timen, og det er helt urimeligt, at man nu vil have beboerne til at betale. Huslejestigninger på 110 procent er helt uhørt, og omkring halvdelen af de nuværende beboere har slet ikke boet på Møllebo i den pågældende periode. Dertil kommer, at de beboere, der senest er flyttet derud, ikke har fået nogen advarsel om, at huslejestigningerne var på vej. De har ikke hørt en lyd, siger Jess Greiff, hvis mor bor på Møllebo.
Rådet har protesteret over for DAB, som administrerer boligerne, og Køge Kommune, og ved et afdelingsmøde den 6. marts stemte samtlige beboere ganske enkelt budgettet ned.
Huslejestigningerne skulle have været gennemført den 1. april, men ifølge Jess Greiff er de foreløbig udsat efter beboernes afvisning.
Nu er sagen foreløbig sendt tilbage til Køge Kommune, mens DAB i stedet har varslet huslejestigninger fra den 1. juli. De 24 boliger på Møllebo er fortrinsvis beboet af demente eller mennesker med fysiske eller psykiske handicap.
Bruger- og pårørenderådet er nu i fuld gang med at undersøge baggrunden for beslutningen og lovgrundlaget for huslejestigningen, og hensigten er ifølge formanden at sende en fornyet protest til kommunen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik