Bankfolk sigtet for fusk med Parken-aktier

Aktiekursen på den københavnske koncern blev holdt kunstigt høj af folk fra velhaverbanker, mener politiet.

Bagmandspolitiet strammer skruen i håbet om at afsløre omfattende kurssvindel i den børsnoterede underholdningskoncern Parken, skriver Ekstra Bladet.

Sideløbende med at politiet arbejder på de endelige anklager mod den tidligere FCK-konge Flemming Østergaard, har myndighederne nu valgt at sigte en række bankfolk i sagen.

Bankfolkene har angiveligt hjulpet Parkens tidligere ledelse i jagten på at holde kursen i den kriseramte koncern kunstigt højt, mener politiet.

Handlinger, der sikrede Don Ø en gevinst på 15 millioner kroner, da han solgte sine private aktier til Parken, og som kan risikere at sende eksformanden bag tremmer.

Helt konkret retter de nye sigtelser sig ifølge Ekstra Bladets oplysninger mod en håndfuld bankfolk, der var ansat hos henholdsvis velhaverbanken Capinordic Bank og FIH, da svindelnummeret angiveligt foregik.

Øverste chef for Bagmandspolitiet, Jens Madsen, vil ikke kommentere de konkrete oplysninger, men understreger, at man er i fuld gang med efterforskningen af sagen.

Bagmandspolitiet har blandt andet adgang til talrige båndede samtaler mellem Parkens ledelse og de omtalte aktiehandlere, ligesom man også i forbindelse med ransagninger har konfiskeret elektroniske beviser og lignende.

Hos FIH ønsker den øverste chef, Bjarne Graven Larsen, ikke at kommentere sagen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik