Bank-revisor fanget af fortiden

Roskilde Banks eksterne revisor fra 2004 til og med 2007, Tommy Nørskov, fra Ernst & Young risikerer nu at blive fanget af fortiden i forbindelse med den erstatningssag, som en række af de fallerede aktionærer fra Roskilde Bank vil anlægge mod revisionsfirmaet, skriver DAGBLADET Roskilde.

Ernst & Young lancerede i en kampagne under overskriften »Friske kolde øjne« helt tilbage i 1993 Tommy Nørskov som særlig ekspert inden for krisestyring af danske pengeinstitutter.
Ifølge professor Caspar Rose fra Handelshøjskolen i København kan det blive en skærpende omstændighed, hvis Ernst & Young ender med at tabe erstatningssagen.
- Hvis man går ud og signalerer, at man har nogle specielle kompetencer inden for finansielle virksomheder, så bliver ansvarsbedømmelsen tilsvarende strengere, end hvis det var en hvilken som helst anden statsautoriseret revisor, forklarer Caspar Rose.
Professoren mener i det lys, at det er særdeles interessant at få set på, hvor grundigt den eksterne revision gik til værks omkring 2007-regnskabet, som blev offentliggjort få måneder før Roskilde Banks krak, og som intet forudså om det forestående kollaps.
DAGBLADET er kommet i besiddelse af det særlige salgsbrev fra 1993, hvor Ernst & Young tilbyder Tommy Nørskov som en del af en særlig task force, der kan spotte kunder, som udgør en risici mod de danske pengeinstitutter.
- En uafhængig virksomhedsanalyse, når de første faresignaler viser sig, kan begrænse bankens tab. Vi optræder som engageret af banken, og vi vil ikke være advokat/revisor for bankens kunde - hverken før, under eller efter opgavens løsning, står der blandt andet i brevet.
Tommy Nørskov, som er bosiddende i Roskilde, blev revisor for Roskilde Bank i 2004.
Det var bankens daværende bestyrelsesformand, autoforhandler Jens Winther, der sikrede Tommy Nørskov pladsen som revsior.
Tommy Nørskov var i forvejen revisor for Jens Winthers egne selskaber. Derudover var Ernst & Young-revisoren fast bilkunde hos Jens Winther.
Ernst & Young er tidligere sprunget fra et løfte om, at revisionsfirmaet ville fremlægge dokumentation for, at bilhandlerne er foregået i overensstemmelse med revisorbranchens etiske regler, der skal sikre, at der ikke er økonomi mellem en revisor og en kunde, som kan bringe revisorens uafhængighed i fare.
Det har ikke været muligt at få Tommy Nørskovs kommentar til 1993-kampagnen, »Friske kolde øjne«.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik