Bandekrigen er forbudt for børn

Bandekrigen mellem rockere og indvandrerbander er ikke noget for børn, og nye tal vidner om, at det er lykkedes at holde de helt unge ude af konflikten. Hvor Københavns Kommune i efteråret med bekymring så flere unge under 18 år i periferien af indvandrerbanderne på Nørrebro, står den nuværende konflikt med 30 skudepisoder primært mellem voksne kriminelle.

Af de 55 personer, som Københavns Politi
siden i sommer har sigtet for at bære skydevåben, har blot to
været under 18 år. Samtidig har SSP-medarbejderne i København
kun set enkelte unge i grupperingerne omkring konflikten, bl.a.
unge der i enkelte tilfælde har stået vagt og båret skudsikre
veste på Nørrebro. »Det er meget vigtigt at slå fast, at langt,
langt hovedparten af dem, som er involveret i konflikten, er
voksne. Det er ikke det billede, borgerne sidder med. De har en
fornemmelse af, at mange unge suser rundt som revolvermænd - men
det er ikke tilfældet,« siger Michael Melbye, sekretariatschef i
SSP København. Politikerne på Christiansborg er ellers kommet
med indtil flere forslag om strengere sanktioner over for de
helt unge, der ifølge politikerne er involveret i bandekrigen.
DF har i denne uge foreslået et udgangsforbud for unge
kriminelle ned til 12 år som en del af partiets bandepakke.
Venstre har tvangsfjernelser og en fjernelse af de gældende
regler for maksimumstraffe for unge under 18 år som del af sit
bandeudspil, og på den anden fløj har SF har også bragt
tvangsfjernelser og aflastningsfamilier i spil. Men de forslag
rammer uden for skiven, for de unge deltager slet ikke i den
nuværende konflikt, fremgår det af Københavns Kommunes nye
SSP-handleplan. Fokus på unge mænd Tallene fra København bør
give stof til eftertanke, mener lektor og sociolog Michael Hviid
Jakobsen fra Aalborg Universitet: »Der har været ekstremt meget
fokus på »unge mænd« i AK81 og indvandrerbanderne. Det kan enten
skyldes, at man har troet, at det er helt unge, der slås. Eller
at man fra politisk hold vil skære et led over i en potentiel
fødekæde til banderne og signalere, at der slås hårdt ned. De
interessante tal fra København gør det nødvendigt at tænke over,
hvordan indsatsen målrettes. Skal man bruge så meget krudt på
sanktioner over for de unge som nu, eller skal man se på,
hvordan man mere præventivt holder dem væk fra banderne, og hvad
der har virket hidtil,« siger han. I efteråret så Københavns
Kommune dog med bekymring, hvordan grupper af unge under 18
samledes på f.eks. Blågårds Plads, eller i samlet flok smadrede
bilruder i den Hells Angels-kontrollerede Jægersborggade for at
vise støtte til indvandrerbanderne på indre Nørrebro. Dengang
iværksatte kommunen en større SSP-handleplan i syv bydele for at
hindre, at de unge blev inddraget i grupperne. Det er lykkedes,
men den store udfordring er nu at sikre, at de unge under 18
også fremadrettet holdes væk fra rocker- og bandemiljøet. Derfor
har kommunen netop iværksat en ny, opfølgende SSP-handleplan,
der primært er målrettet Nørrebro. Den skal sikre, at de unge
holder sig væk fra balladen og i stedet bruger deres tid i
fritidsklubber og andre ungetilbud på Nørrebro. »Vi satte et
meget stort initiativ i værk for at få de unge tilbage i
ungdomsklubberne og for at hindre aktioner som den i
Jægersborggade. Det har vi ikke set siden, efter at vi har været
ude og have fat i dem og deres forældre. Vi kan ikke garantere,
at de ikke kommer ind igen, men lige nu ser det ud til at være
lykkedes at holde de unge væk fra konflikten,« siger Michael
Melbye.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik