Bandefolk dømt for afpresning af kok

En ledende figur i banden Black Cobra er dømt for at kræve beskyttelsespenge af en kok i økonomiske vanskeligheder. To håndlangere også dømt.

En ledende figur i banden Black Cobra blev tirsdag idømt fængsel for at kræve beskyttelsespenge af en økonomisk trængt kok på den københavnske Vestegn.

Et år og ni måneders fængsel blev det til for den 29-årige bandeleder, som Retten i Roskilde valgte at beskytte med et navneforbud efter dommen.

Også to af den 29-åriges håndlangere blev dømt i sagen, dog ikke for afpresningen, men for at banke løs på kokkens kreditorer. Håndlangerne fik henholdsvis tre og fire måneders fængsel og desuden konfiskeret fire dusin skarpe patroner.

Den opsigtsvækkende sag tog sin begyndelse, da den trængte kok blev opsøgt af nogle af underleverandører, der havde penge til gode.

Kreditorerne truede angiveligt med at pudse Black Cobra på ham, selvom de ingen tilknytning havde til banden.

Men da de rigtige Black Cobra-medlemmer fik nys om, at deres dårlige navn og rygte blev brugt af uvedkommende, gik de straks ind i sagen.

De brugte først kokken til at lokke de falske Cobra'er i baghold, og herefter gav de dem en ordentlig omgang tæsk for have tilsølet bandens brand.

Da dét regnskab var afklaret, var det så kokkens tur:

Allerede dagen efter afklapsningen af de falske Cobra'er, begyndte det fremtrædende Cobra-medlem nemlig ifølge byrettens dom personligt at pumpe kokken for beskyttelsespenge.

Først krævede Cobra-manden 30.000 kroner af kokken for hans møje og slid med at banke kreditorer. Og næste dag forlangte han så yderligere 35.000 kroner for beskyttelsen. Herefter blev politiet involveret.

Retten i Roskilde besluttede, at afpresseren nu skal betale de 65.000 kroner tilbage til kokken.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik