Bagage atter på båndet i lufthavn

Møde mandag morgen skal skabe klarhed over, hvorfor nedbrud skabte bagagekaos søndag i Københavns Lufthavn.

Mandag morgen triller bagagen atter på bagagebåndene i Københavns Lufthavn i Kastrup. Oven på søndagens bagagekaos, hvor lufthavnens bagagebånd i mere end tre timer var ramt af tekniske problemer, har teknikere natten igennem stresstestet hele bagagesystemet.
De håber, det kan give dem svaret på, hvorfor systemet satte ud på en af de mest travle udrejsedage denne sommer i lufthavnen og sendte tusinder af rejsende af sted mod deres feriedestination uden deres ejendele.
- Alle parter mødes her til morgen, og så håber vi at blive klogere på mange af de spørgsmål, der har meldt sig oven på nedbruddet, siger Lea Sørensen Holm, kommunikationsrådgiver i Københavns Lufthavne, der kalder nedbruddet "brandærgerligt".
Problemerne med bagagehåndteringen i lufthavnen betød, at mange rejsende måtte sendes af sted fra lufthavnen uden deres bagage.
- Vi var så heldige, at vi havde flere afgange samme dag til en række destinationer, så en del rejsende kunne få deres bagage allerede søndag blot med et senere fly. Mange andre får den i dag, mandag, men der er desværre også nogle, der må vente flere dage på at få bagagen frem, siger Lea Sørensen Holm.
Søndag regnes for en af sæsonens store rejsedage. Lufthavnen havde i alt 80.000 passagerer og har undskyldt til alle de frustrerede passagerer, som ikke blot savnede kufferter og tasker, men også information over højttalerne i Kastrup.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik