Bådulykke: Fire mænd om bord var i Nyhavn

Politiet er ved at kortlægge fire mænds færden, inden de omkom ved en speedbådulykke ud for Hundige havn

De fire mænd, der tirsdag blev fundet døde efter en speedbådulykke ved Hundige, sejlede ud mandag ved middagstid.

Mandag eftermiddag besøgte de en restaurant i Nyhavn i København, men ellers er deres færden op til ulykken endnu ikke klarlagt.

- Det vi ved er, at de skulle ud og sejle en tur sammen i det gode vejr, siger kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard, Midt- og Vestsjællands Politi.

- Vi ved ikke præcis, hvor de har været, bortset fra at vi fra Københavns Politi har fået at vide, at de har besøgt en restaurant i Nyhavn, siger han.

Det står ikke klart, om mændene er kommet sejlende til Nyhavn.

De omkom, da de torpederede en stenhøfde lige nord for Hundige havn. Ulykken skete formentlig, da de var på vej tilbage til Hundige havn, som de var sejlet ud fra, og hvor ejeren af båden havde sin bil og bådtrailer holdende i havnen.

- Ud fra skader på stenene og på båden ser det ud, som om de er kommet sejlende nordfra, siger Martin Bjerregaard.

En pårørende fik det sidste livstegn, da hun omkring midnatstid ringede til sin mand. Men ifølge politiet fik hun ikke at vide, hvor mændene på det tidspunkt befandt sig.

Tidligt tirsdag morgen kontaktede den pårørende politiet, da hendes mand ikke var kommet hjem.

- Ulykkestidspunktet må være i de mørke timer mellem midnat og klokken 6-7 om morgenen. Det er også en forklaring på, hvordan man har kunnet overse stenmolen, der går vinkelret på kysten, siger Martin Bjerregaard.

Høfden fungerer som bølgebryder og er ikke afmærket.

De omkomne er speedbådens 51-årige ejer og to andre mænd fra Greve, samt en 53-årig mand fra Roskilde.

Et ligsyn og formentlig også obduktion, der ventes at finde sted torsdag, skal fastslå, om mændene døde af kvæstelser fra sammenstødet med stenene, eller om de druknede.

Politiets undersøgelser de kommende dage skal blandt andet også fastslå, hvem af de fire mænd der sad ved roret på ulykkestidspunktet, og om vedkommende eventuelt var spirituspåvirket.

Mændene havde ikke redningsveste på, da de tirsdag blev fundet drivende i vandet omkring båden, der drev rundt med bunden i vejret et par hundrede meter nord for Hundige havn.

Imidlertid er der ifølge politiet fundet redningsveste i speedbåden. Det er uklart, om det kunne have reddet mændenes liv, hvis de havde haft dem på.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik