Arbejdsnedlæggelse aflyst: DSB indgår aftale med ansatte

DSB og Dansk Jernbaneforbund går ind i ny forhandlingsproces om aftale for lokomotiv- og togpersonalet.

Efter mandagens overenskomststridige arbejdsnedlæggelser blandt lokomotivførere, der lammede trafikken i det østlige Danmark, går DSB og Dansk Jernbaneforbund nu ind i nye forhandlinger, som skal sikre lokalaftaler for DSB's lokomotiv- og togpersonale.

I dag mødtes parterne så, og det møde har allerede båret frugt. Dansk Jernbaneforbund og DSB har nemlig indgået en aftale, der betyder, at de 99 tillidsmænd får mulighed for at fortsætte i deres hverv frem til 1. juni, hvorefter aftalen fra november sidste år træder i kraft, og de går ned til 44 i stedet.

- Som led i parternes intensiverede forhandlinger er der enighed om, at de pr. 31. marts 2019 ophørte tillidsrepræsentanter fortsætter deres hverv frem til 1. juni 2019. Samtidig er der enighed om, at "Protokollat om aftale om samarbejde og tillidsrepræsentanter i DSB SOV" af 15. november 2018 betragtes som et delforlig, der i overensstemmelse med hovedorganisationernes tillægsaftale af 5. april 2019 ikke gøres til genstand for en fornyet forhandling, skriver Dansk Jernbaneforbund på deres hjemmeside.

Parterne er desuden enige om, at de resterende forhandlingerne bliver afsluttet inden 1. juni 2019.

De finder det også "særligt afgørende", at parterne "afstår fra offentlig kommunikation om forhandlingerne", og at arbejdet holdes normaliseret i forhandlingsperioden.

Specielt det sidste med at arbejdet holdes normaliseret virker mere realistisk nu, hvor de ansatte ifølge Ekstra Bladet har droppet den arbejdsnedlæggelse, der ellers var varslet mandag.

Konflikten

Arbejdsnedlæggelsen er den nyeste udvikling i en langstrakt strid mellem DSB og lokomotivførerne. Det hele begyndte, da DSB i december 2017 meldte sig ind i Dansk Industri, og dermed løsrev sig fra de statslige overenskomster.

Derefter opsagde DSB en række lokalaftaler om arbejdstid. De aktuelle forhandlinger om de nye aftaler har givet anledning til kvaler mellem parterne og tidligere ført til flere arbejdsnedlæggelser. 

Arbejdsnedlæggelse mandag morgen. Her på Københavns Hovedbanegård.

DSB vil også have langt færre tillidsfolk, end tilfældet er i dag. Dansk Jernbaneforbund gik med til at gå fra 99 til 41 tillidsfolk i november, og den aftale skulle have været trådt i kraft i mandags.

Men fordi forhandlingerne om de øvrige arbejdsvilkår ikke er færdige endnu, vil Dansk Jernbaneforbund ikke skrive under på aftalen om færre tillidsfolk.

De oprindelige 99 tillidsfolk er dog blevet opsagt, og det har ført til vrede.

Hovedforbundene følger med på sidelinjen

Dansk Jernbaneforbund har tidligere givet udtryk for, at de ikke kan komme meget længere med DSB, og at de gerne så Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation komme på banen.

Begge organisationer var med ved dagens indledende møde, og ifølge pressemeddelelsen vil de følge forhandlingerne tæt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik