Antorinis S-kollega: Inklusion er ny Titanic

Inklusion er hverken til gavn for de børn, der inkluderes eller resten af skoleklassen. Det er et ekstremt farligt eksperiment. Det siger den socialdemokratiske viceborgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune, Simon Pihl Sørensen.

- Jeg er dybt, dybt bekymret for, hvor vi ender henne. Det svarer til, at man asfalterer, mens man kører, siger han til Newspaq.

21 Søndag viste i aftes et eksempel på, hvor skidt det står til med inklusionen i en folkeskole i Vordingborg.

Men også Lyngby-Taarbæk Kommune har problemer.

- Der er generelt ikke sat ressourcer nok af. Inklusion er en kæmpe, kæmpe, kæmpe spareøvelse. Det vil du kunne se kommune for kommune. Vi har afsat ekstra penge i Lyngby-Taarbæk og vedtaget, at vi skal måle på, hvordan det går. Det er vigtigt, fordi vi i kommunerne er verdensmestre i at sætte noget i gang og så ikke følge op på det, siger Simon Pihl Sørensen.

Det største problemer er ifølge viceborgmesteren, at man eksperimenterer i blinde ved at smide ofte urolige børn med diagnoser fra små specialenheder ind i klasser med 24 andre børn - uden at lærerkræfterne følger med.

- Jeg er alvorligt bange for, at det er et kæmpe skib, man har sat i søen, der er på vej ind imod et endnu større isbjerg. Man aner ikke, om det virker. Lærerne har ikke fået den nødvendige uddannelse, og man har først og fremmest ikke fået de nødvendige hænder, siger han.

Simon Pihl Sørensen opfordrer politikerne i hver enkelt kommune til at stille spørgsmålet: Har vi inkluderet for mange? Har vi begået en kæmpe brøler i forsøget på at gøre det rigtige?

- Jeg tror, at vi har inkluderet for mange i Lyngby-Taarbæk, og at vi kommer til at korrigere. Min frygt er dog, at der går 10-15 år, før man gør noget, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik