Ansvarlig borgmester lover mere kontrol

Efter afsløringer om snyd i hjemmeplejen i Københavns nordvestkvarter vil omsorgsborgmester Ninna Thomsen undersøge hjemmeplejen med stikprøve.

Stikprøver i alle enheder af hjemmeplejen i København skal sikre, at de ansatte ikke snyder ældre for omsorg og pleje. Samtidig vil sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF) indføre et skærpet ledelsestilsyn.

Det lover hun, efter at TV2 har afsløret, at hjemmehjælpere i Københavns nordvestkvarter handler i det lokale center og går på restaurant i arbejdstiden, og at de ældre på den konto får mindre pleje.

- Det er helt klart, at der er medarbejdere, der har svigtet vores tillid på det groveste, og det synes jeg, er utroligt skuffende. Men jeg vil samtidig understrege, at det ikke er normen i Københavns Kommunes hjemmepleje, siger Ninna Thomsen i en pressemeddelelse.

Som en følge af sagen har forvaltningen valgt at fjerne ansvaret for hjemmeplejen fra forstanderen i Haandværkerforeningens Plejehjem, hvor snydet blev afsløret.

Desuden har kommunen indgået en fratrædelsesordning med lederen af aftenplejen, ligesom syv medarbejdere, en teamleder og en ansvarshavende sygeplejerske er bedt om ikke at komme på arbejde indtil videre.

- Samtidig indfører vi nu skærpet tilsyn med alle hjemmeplejegrupper i København, så vi kan være helt sikre på, at det her kun er et enkelt broddent kar, siger Ninna Thomsen.

Omsorgsborgmesteren vil dog ikke lave en tilbundsgående undersøgelse af hele kommunens hjemmepleje, hvilket Venstre og Dansk Folkeparti kræver.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik