Anoreksi-ramte får hurtigere hjælp

Region Hovedstaden udvider behandlingskapaciteten kraftigt. I dag er ventetiden 12 til 18 måneder på at komme ind i et behandlingsforløb.

Tusindvis af
unge med alvorlige spiseforstyrrelser kan nu se frem til at
blive behandlet langt hurtigere for deres lidelser. Region
Hovedstaden lægger op til at gennemføre en betydelig oprustning
af kapaciteten på Psykiatrisk Center Gentofte, som behandler
patienterne ambulant, og dermed skulle det i løbet af få måneder
gerne være slut med de nuværende, alenlange ventetider på mellem
12 og 18 måneder for at komme ind i det langstrakte
behandlingsforløb for unge med spiseforstyrrelser som anorexia
nervosa og bulimia nervosa. »Det er godt og meget nødvendigt, at
vi nu får løftet kapaciteten. Der har i mange år ikke været
behandlingstilbud til denne gruppe af patienter, som har det
meget dårligt. Typisk er der tale om unge mennesker, som ikke
kommer i gang med deres liv, fordi sygdommen styrer det hele. De
kommer ikke i gang med f.eks. en uddannelse, med at arbejde
eller med en tilværelse i samfundet i det hele taget, og jo
længere tid, der går, jo sværere bliver det at behandle
sygdommen,« siger Centerchef Anne Mertz, Psykiatrisk Center
Gentofte. Ventetiderne til den specialiserede behandling på
centret har været stigende og ligger i øjeblikket på 18 måneder
for dem, der venter på at komme med i de såkaldte
overvejelsesgrupper for patienter, der skal motiveres for
behandling. Til den efterfølgende dagbehandling er ventetiden
mellem otte og 12 måneder. For hovedparten af patienterne varer
det samlede forløb typisk mellem to og toethalvt år - eksklusiv
ventetid. »Det er uacceptabelt, at der ikke har været kapacitet
nok til unge, da de i nogle tilfælde er så destruktive, at de er
ved at dø. Lige så snart de er motiverede for behandling, skal
tilbuddet være der. Derfor er det super godt, at
behandlingskapaciteten nu udvides,« siger formanden for
psykiatriudvalget i Region Hovedstaden Bente Møller (Enh.). Det
skriver Berlingske Tidende. Det skønnes, at der er ca. 75.000 på
landsplan med spiseforstyrrelser, hvoraf ca. 3.000 er i
behandling. Med den udvidede kapacitet på Psykiatrisk Center
Gentofte - svarende til omkring en fordobling - er det
vurderingen, at ventelisten vil være nedbragt i foråret 2010,
hvis ellers antallet af henvisninger holder sig på det nuværende
niveau. Det er således langtfra et ukendt fænomen, at en
forøgelse af kapaciteten også synes at kunne øge antallet af
henviste til en behandling. I Landsforeningen mod
spiseforstyrrelse og selvskade kalder man det »meget positivt«,
at man nu lægger op til at øge behandlingskapaciteten. Men
vurderingen er også, at det næppe udrydder ventelisterne totalt,
og at der stadig vil være behov for at etablere tilbud til de
unge med ikke-livstruende spiseforstyrrelser som ikke hører
hjemme i det psykiatriske system. »For dem, der er »syge nok«,
er det en god nyhed. Men for de mange, der ikke er »syge nok«,
men som stadig har brug for hjælp fra f.eks. psykologer, ser der
ikke ud til at være noget at hente her. De vil stadig kunne
komme til at vente længe,« siger formand Anne Minor Christensen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik