Søstre arrangerer demonstration: Kæmper for at bevare mimrekortet

Søstre arrangerer en demonstration for at bevare mimrekortet.

Annette Seeger og Dunja Fogelberg Hansen har været på gaden det meste af mandagen for at protestere mod planerne om at afskaffe det såkaldte mimrekort. Det kort, der giver ældre og førtidspensionister mulighed for at rejse billigt med bus, tog og metro.

Annette og Dunja er søstre og har oprettet Facebook-gruppen "FVFM - Fingrene Væk Fra Mimrekortet" - med over 3.600 medlemmer.

- Jeg har en søster, der har været usædvanlig syg, og hun bruger sit mimrekort rigtig meget. Jeg er selv pensionist, men jeg har ikke noget mimrekort endnu, men det skal jeg ned at have, for jeg skal støtte op om det her, siger  Dunja Fogelberg Hansen, som er førtidspensionist fra København.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Annette Seeger, førtidspensionist fra Tårnby.
Annette Seeger, førtidspensionist fra Tårnby.
Foto: TV 2 Kosmopol

Søsteren siger:

- Hvis ikke det bliver bevaret, så kommer jeg til at sidde derhjemme. Jeg bor ude i Tånby langt væk fra alting. Jeg har en veninde, der bor på Vesterbro. Så kan vi sidde i hver vores lille hul og kigge. Vi får ikke råd til at komme ud at besøge hinanden og gøre de ting, vi plejer, siger Annette Seeger, som er førtidspensionist fra Tårnby.

Massiv kritik

Den oprindelige plan fra DOT, Dit Offentlige Transport, var helt at udfase mimrekortet til sommer og i stedet give forskellige rabatter, men efter massiv kritik har DOT ændret kurs.

DOT vil nu inddrage ældre- og handicaporganisationerne i arbejdet med en ny model.

Men det giver søstrene ikke meget for.

- Nej, det beroliger mig overhovedet ikke. Jeg tror, at det at de har udsat det, det er bluf, siger Annette Seeger.

Demonstration på Christiansborg

De to søstre planlægger nu en demonstration på Christiansborg Slotsplads den 20. Februar med taler og musik for at råbe politikerne op. Og det kan godt give lidt sommerfugle i maven.

- Jeg har aldrig før prøvet hverken at dele flyers ud eller arrangere en demonstration. Jeg er faktisk dybt nervøs, siger Dunja Fogelberg Hansen og fortsætter:

- En folkepensionist har ikke ret meget at gøre godt med i dag. Så hvis mimrekortet forsvinder, så har du ikke råd til at køre ud og besøge familien med bus og tog. Hvad skal du så gøre, spørger Dunja Fogelberg Hansen.

- Vi kæmper videre, og vi skal nok vinde. Det er min faste overbevisning. Altså, jeg slutter ikke før DOT giver sig, siger Annette Seeger.

DOT har ikke ønsket at stille op til interview, men skriver i en redegørelse til Transportministeriet, at de lægger op til, at reformen, som skal erstatte mimrekortet, skal træde i kraft om 11 måneder.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik