Anklage: Rumænere blev behandlet som slaver

Retten i Helsingør indleder en sag mod to mænd og en kvinde, der holdt ni rumænere indespærret i seks år.

Gennem mere end seks år fra 2006 til 2013 blev ni rumænske statsborgere holdt indespærrede under kummerlige og slavelignende forhold i en garage i Helsingør og udnyttet til tvangsarbejde.

Det påstår anklagemyndigheden i hvert fald i en straffesag, som indledes tirsdag ved Retten i Helsingør.

Ifølge anklageskriftet blev rumænerne tilbageholdt i garagen, hvor der hverken var varme eller toilet, og tvunget til at arbejde op til 20 timer i døgnet til en løn på mellem 2500 og 5000 kroner om måneden.

I en periode i 2012 blev seks af rumænerne desuden fragtet til Fredericia, hvor de måtte bo på et par overdækkede altaner uden varme.

Anklagede nægter sig skyldige

To mænd og en kvinde er tiltalt for at have udnyttet de ni personer i en af de første sager om menneskehandel i rengøringsbranchen. De nægter sig skyldige.

Påstanden er, at de tre misbrugte deres autoritet og truede arbejderne med repressalier for at få dem til at finde sig i de uhyrlige forhold.

De udnyttede rumænernes ukendskab til danske regler, og i nogle tilfælde tog de deres identitetspapirer fra dem, hævdes det.

Mændene på 36 og 52 år har siddet varetægtsfængslet siden juni. Ved grundlovsforhøret havde de kun latter og skuldertræk til overs for politiets sigtelser, skrev Frederiksborg Amts Avis dengang. Også en 30-årig kvinde er anklaget i sagen.

Også anklaget for at skære to gange i armen på en kvinde

Den 52-årige mand er desuden anklaget for vold mod en af de rumænske kvinder, der blev skåret to gange i den ene arm.

Han havde angiveligt truet med at skære armene af hende, hvis hun ikke ville stjæle for ham.

Ud over menneskehandel, vold og trusler anklages de tre for åger. Ifølge anklageskriftet udnyttede de arbejdernes økonomiske og personlige vanskeligheder og manglende indsigt i danske forhold til at tilegne sig næsten en halv million kroner.

Det gjorde de ved at tilegne sig den udbetalte løn fra blandt andre Forenede Service, ISS og Den Hvide Tornado.

Retten i Helsingør har afsat 10 retsdage til at behandle sagen. Dommen ventes at falde i marts.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik