Anklage: Mor voldtaget af sfo-ansat

En 30-årig mor blev narko-voldtaget af sine børns 27-årige pædagogmedhjælper under dække af massage. Sådan lyder anklagen mod en 27-årig mand fra Helsingør. I går forlængede retten hans varetægtsfængsling med tre måneder, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Som afsløret i Frederiksborg Amts Avis har en 27-årig mand fra Helsingør-området siddet varetægtsfængslet siden 13. maj i år for at have bedøvet og voldtaget en 30-årig kvinde fra Helsingør-området ved hjælp af stærk sovemedicin.
Ved en fristforlængelse ved Retten i Helsingør i går besluttede dommeren på begæring af anklagemyndigheden, at den 27-årige voldtægtssigtede skulle varetægtsfængsles helt indtil 29. oktober, hvor sagen kommer for byretten. Undervejs kom det frem, at den 30-årige kvindes børn i en længere periode blev passet af den 27-årige sigtede i en sfo.
Det var i den sammenhæng, at den 30-årig mor lærte den 27-årige mand at kende, og ifølge sigtelsen så skete voldtægten under dække af at være massage. Forinden var kvinden dog blevet bedøvet med stærk sovemedicin.
Ved fristforlængelsen kom det frem, at den 27-årige erkender at have bedøvet den 30-årige kvinde. Til gengæld mener han ikke, at der var tale om voldtægt, og han mener heller ikke, at kvinden på noget tidspunkt var bevidstløs.
Udover den såkaldte drugrape så står den 27-årige anklaget for i to tilfælde at have købt sex af piger mellem 15 og 18 år. I det ene tilfælde var der dog kun tale om et forsøg. Disse forhold har han erkendt.
Den 27-åriges forsvarer kærede varetægtsfængslingen til landsretten, da hun blandt andet fremhævede, at den 27-årige er ustraffet, og at efterforskningen i sagen er afsluttet.
Den 27-årige, som i retten fremstod venlig, velsoigneret og imødekommende har accepteret at blive mentalundersøgt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik