Anholdt for terror efter politifejl

Fem personer blev under klimatopmødet i København i 2009 anholdt ved en storstilet antiterroraktion, fordi Københavns Politi begik en fejl og forvekslede en ung mand med en eftersøgt topterrorist fra USA, skriver Politiken søndag.

Det hele viste sig senere at være en stor misforståelse, og efter tolv timer blev den sidste af de fem anholdte løsladt.
     
En af de anholdte - en 36-årig mand med kone og børn - blev under anholdelsen transporteret rundt af politifolk i København i timevis, før han endte i fængsel. Ifølge hans eget udsagn blev han iført hvid heldragt og fik hænderne låst sammen med strips. Han blev nægtet noget at drikke og måtte to gange urinere i en flaske uden at kunne bruge hænderne, fordi politiet ikke ville lade ham gå på toilettet. Hans kone, som også blev anholdt, fortæller, at hun blev behandlet meget voldsomt under anholdelsen.
     
Ægteparret har med hjælp fra deres advokat klaget over politiets opførsel under de uretmæssige anholdelser, men efter mere end et års ventetid har statsadvokaten svaret, at det er beklageligt, hvis manden virkelig er blevet fragtet rundt i timevis uden adgang til vand eller toiletbesøg. Statsadvokaten kan imidlertid ikke afgøre, om mandens version er rigtig - Københavns Politi kan nemlig ikke finde ud af, hvilke betjente der transporterede manden rundt.
     
»Trods ihærdige forsøg har det desværre ikke været muligt at få den pågældende transportvogn, og dermed det implicerede politipersonale, identificeret«, skriver statsadvokaten ifølge Politiken i et brev dateret 21. december sidste år.
     
Statsadvokaten kan heller ikke afgøre, om anholdelsen af mandens kone var for voldsom. En politirapport om hendes anholdelse er nemlig blevet væk i systemet.
     
Men ægteparrets bistandsadvokat, Bjørn Elmquist, er utilfreds med behandlingen af de andre klagepunkter.
     
»Jeg tror simpelthen ikke på, at det passer, at politiet ikke kan finde ud af det. Politiets arbejde kan ikke være så uorganiseret, at de ikke ved, hvem der har kørt rundt med en terrormistænkt i København. Så har de da brug for et ordentligt managementkursus. Jeg tror, at oplysningerne eksisterer, men at politiet meget nødig vil ud med dem«, siger Bjørn Elmquist til Politiken.
     
Juraprofessor Gorm Toftegaard Nielsen fra Aarhus Universitet vil ikke konkludere, at det er usandt, når politiet siger, at man ikke kan finde frem til de betjente, som kørte den 36-årige mand rundt i hovedstaden i timevis.
     
»Men det lyder da meget, meget lidt betryggende, hvis politiet har så lidt styr på tingene, at de ikke kan se i systemerne, hvilke betjente som var involveret«, siger han til Politiken.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik