Anholdt for Hedegaard-attentat nægter sig skyldig

Mand, der sidder fængslet i Tyrkiet for drabsforsøg på Lars Hedegaard, hævder aldrig at have været i Danmark.

En 26-årig mand, som fredag blev anholdt i Tyrkiet for at stå bag sidste års drabsforsøg på den islamkritiske forfatter og debattør Lars Hedegaard, nægter sig skyldig.

Det oplyser mandens tyrkiske advokat til Politikens netavis.

Ayse Sönmez var forsvarer for den angiveligt dansktalende mand med mellemøstlig baggrund under et retsmøde i Istanbul i lørdags. Her blev manden fængslet, efter at han forsøgte at rejse ind i Tyrkiet på falsk pas.

 

Retsmødet foregik med tolk mellem arabisk og tyrkisk, og advokaten fik i første omgang ikke mulighed for at tale direkte med den 26-årige. Af retsmødet fremgik det dog, at han også nægter at have relationer til Danmark.

 

- Han siger, han aldrig har været i Danmark før, siger Ayse Sönmez til Politiken.

 

Lars Hedegaard blev i februar sidste år forsøgt skudt ved sit hjem på Frederiksberg. Gerningsmanden havde forklædt sig som postbud for at lokke den tidligere formand for Trykkefrihedsselskabet ud af sit hjem.

 

Ifølge politiets efterforskning forlod den 26-årige Danmark samme dag, som attentatet fandt sted - 5. februar 2013.

 

Politiet har i hemmelighed mistænkt manden og fået ham efterlyst via Interpol. Det var den efterlysning, der fredag førte til anholdelsen i Istanbuls Atatürk-lufthavn.

 

- Han nægter på det bestemteste at have forsøgt at dræbe nogen, siger advokat Ayse Sönmez til Politiken.

 

Ifølge Jyllands-Posten har de tyrkiske myndigheder mandag via Interpol og Justitsministeriet modtaget en officiel udleveringsbegæring fra Københavns Politi.

 

Den 26-årige er ifølge flere tyrkiske medier dansk statsborger af libanesisk afstamning.

Hvis han nægter at lade sig udlevere, kan det trække udleveringsprocessen i langdrag. I forvejen forventer Interpol, at der kan gå et par måneder med udleveringssagen, skriver Politiken.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik