Alle elever i Danmark og mange offentligt ansatte sendes hjem

Der skal tages stærkere midler i brug for at undgå smitte med coronavirus i Danmark, siger Mette Frederiksen.

Statsminister Mette Frederiksen fremlagde onsdag aften en række markante tiltag, som skal forhindre yderligere smitte med coronavirus i Danmark.

Hun fortalte, at der siden mandag er sket mere end en tidobling i antallet af syge i Danmark, hvor antallet af smittede er steget fra 32 til 514.

Derfor har myndighederne valgt at tage drastiske tiltag i brug:

Ingen større forsamlinger

Regeringen forbyder forsamlinger på mere end 100 personer fra mandag.

I fredags blev der sat en grænse på maksimalt 1000 personer. Da var det alene en opfordring fra regeringen, at sådanne store arrangementer blev udskudt eller helt aflyst, men en lov bliver efter planen hastet igennem i denne uge.

- Vi har ikke hjemmel til at forbyde det ved lovgivning i dag, men vi kommer til at bede Folketinget håndtere hastelovgivning i morgen, siger Mette Frederiksen på pressemødet.

Det ventes indført fra mandag.

Uddannelsesinstitutioner og daginstitutioner lukker

Alle offentlige uddannelsesinstitutioner og daginstitutioner lukker for at mindske spredning af coronavirus.

Elever og studerende på alle uddannelsesinstitutioner sendes hjem nu og foreløbig to uger fra fredag.

Offentlige folkeskoler og daginstitutioner lukker mandag. Lukningen gælder foreløbigt to uger frem.

- Jeg vil opfordre alle familier, der allerede fra i morgen (torsdag red.) har mulighed for det at holde deres børn hjemme, siger Mette Frederiksen.

Alle indendørs kulturinstitutioner såsom biblioteker lukkes ogss ned fra fredag og to uger frem. Desuden opfordres medarbejdere på institutionerne til at arbejde hjemmefra.

Det forventes, at studerende på videregående uddannelser fortsat er studieaktive og opretholder deres studieaktivitet hjemmefra. SU-udbetalinger fortsætter uændret.

Alle offentligt ansatte uden kritiske funktioner sendes hjem

Samtidig bliver alle offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner, sendt hjem fredag.

Ansatte i ældresektor, sundhedssektor og politi bliver på jobbet.

- Jer har vi brug for, siger statsministeren.

De ansatte i den offentlige sektor, som bliver sendt hjem, vil modtage løn undervejs. De sendes som udgangspunkt hjem i to uger.

To personer indlagt

Sundhedsminister Magnus Heunicke oplyser desuden, at to personer er indlagt på intensivafdeling med coronavirus.

- Vi har ti, der i øjeblikket er indlagt. To af dem er indlagt i kritisk tilstand på intensivafdelinger. Tallet er steget på en måde de seneste dage, hvor vi ser den mest dramatiske stigning i antallet af smittede i Europa.

- Vi er ved foden af epidemien, coronavirus er sået i vores samfund. Det, vi gør nu, er afgørende for de kommende uger og måneder, siger han.

Ingen panik

Mette Frederiksen understreger, at det er vigtigt, at borgerne ikke går i panik.

- Vi skal kunne købe varer i butikkerne, der skal produceres, transporteres, og der skal sælges. Der er ingen grund til at hamstre rugbrød eller toiletpapir, siger hun.

514 personer er smittet med coronavirus i Danmark.

- Vi har bevæget os videre til næste fase af, hvor smittede herhjemme også begynder at smitte hinanden. Vi skal hellere handle i dag end i morgen, siger Mette Frederiksen.

Hun siger, at håber på opbakning fra danskerne til tiltagene.

/ritzau/

Her er alle tiltagene:

  • Alle offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner, sendes hjem fra arbejde fra fredag den 13. marts 2020 og foreløbigt to uger frem.
     
  • Sygehuse og plejehjem mv. opfordres til med øjeblikkelig virkning at indføre skærpede restriktioner i forhold til besøg.
     
  • Alle skoler og dagtilbud lukkes fra mandag den 16. marts 2020 og i foreløbigt to uger.
     
  • Der arbejdes på at udstede forbud mod, at arrangører, forlystelser, restaurationsvirksomheder mv. samler flere end 100 personer indendørs.
     
  • Vi skal begrænse anvendelsen af den kollektive trafik.
     
  • Alle indendørs kulturinstitutioner, biblioteker, fritidstilbud mv. lukker nu. Og foreløbig to uger fra fredag den 13. marts 2020.
     
  • Elever og studerende på alle uddannelsesinstitutioner sendes hjem nu. Og foreløbig to uger fra fredag den 13. marts 2020.
     

Kilde: Regeringen.dk


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik