Alarmcentralen frygtede flere opkald - men nu roses borgerne for det stikmodsatte

Corona-epidemi: Mod forventning er antallet af 112-opkald faldet, og det får Hovedstadens Beredskab til at rose borgerne.

Corona-epidemien har gjort flere telefonlinjer rødglødende.

I går søndag modtog Akuttelefonen 1813 i alt 5.449 opkald, og mere end 2100 af opkaldene relaterede sig til coronavirus, oplyser Region Hovedstadens Akutberedskab til TV 2 Lorry.

Hos Hovedstadens Beredskab har operationschef Tim Ole Simonsen været bekymret for, om epidemien ville smitte af på alarmcentralen, som ellers kun er beregnet til akutte henvendelser. 

Stik mod hvad man frygtede, kan han dog i stedet uddele ros til borgerne:

- Om det er vores budskab eller andre forhold, der har gjort det, så har der været en markant nedgang i 112-opkald, siger Tim Ole Simonsen til TV 2 Lorry.

Hovedstadens Beredskab delte mandag dette rosende tweet - ledsaget af en guide over, hvor man henvender sig, som de også informerede borgerne om i sidste uge:

Fra 1000 til 600 opkald 

Siden mandag i sidste uge har akuttelefonen 1813 været suppleret af en særlig telefonlinje, hvor man kan få svar på spørgsmål om covid-19-virussen. 

Når man som borger i Region Hovedstaden ringer 1813, får man nu som det første mulighed for i stedet at vælge at blive stillet videre til coronahotlinen, hvis ens henvendelse er med spørgsmål om den omfangsrige pandemi.

Og siden åbningen i sidste uge er antallet af opkald kun gået én vej, fortalte vi på TV 2 Lorry lørdag: Fra 390 henvendelser mandag til 1.429 opkald tirsdag, 1.888 onsdag og torsdag med 2.058 opkald.

Det har muligvis smittet positivt af på andre telefonlinjer.

I hvert fald var der i weekenden fra d. 6. - 8. marts cirka 1000 opkald i døgnet til alarmcentralen i Storkøbenhavn, mens der den seneste fredag og lørdag kun indgik 800 opkald. I går søndag var tallet nede på 600, oplyser Tim Ole Simonsen.

quote Det betyder, at vi hurtigt er i stand til at tage telefonen og ikke er belastet af opkald, der ikke handler om noget akut.  

Tim Ole Simonsen , Hovedstadens Beredskab

Han er klar over, at det faldende antal opkald også kan hænge sammen med andre faktorer: For eksempel at flere har været indendøre og dermed i mindre risiko for ulykker.

- Men vi ønsker alligevel at rose udviklingen, siger operationschefen.

Der er stadigvæk nogle borgere, der ringer 112 angående coronavirus. Men den frygtede stigning i opkald er altså endt stikmodsat.

Hvad betyder det for jeres arbejde?

- Det betyder, at vi hurtigt er i stand til at tage telefonen og ikke er belastet af opkald, der ikke handler om noget akut.  

Alarmcentralen i Storkøbenhavn dækker 20 kommuner i hovedstadsområdet.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik