Akut mangel på mandskab: Det skyldes især ét stort problem, mener fagforening

Personalet på restauranter, hoteller og cafeer er en mangelvare for tiden. Det skyldes blandt andet dårlige arbejdsforhold i branchen, lyder det fra fagforening.

Der er stor rift om de personer, der skal stege din burger eller vende din salat og servere den for dig, når du går på restaurant. 

Hotel- og restaurationsbranchen i hovedstadsområdet lider nemlig under massiv personalemangel, hvor mere end halvdelen af de københavnske overnatnings- og spisesteder har udfordringer med at skaffe nok personale.

quote Overenskomsterne bliver ikke holdt, og folk bliver tvunget til at arbejde ekstra timer og får ikke lov at holde pauser og får ikke overarbejdsbetaling

John Ekebjærg Jakobsen, formand i 3F København

Det skyldes blandt andet dårlige arbejdsforhold, lyder det nu fra fagforeningen 3F.

- Den ene halvdel af branchen er super professionel, men den anden halvdel af branchen har nogle kummerlige arbejdsvilkår. Overenskomsterne bliver ikke holdt, og folk bliver tvunget til at arbejde ekstra timer og får ikke lov at holde pauser og får ikke overarbejdsbetaling, siger John Ekebjærg Jakobsen, der er formand i 3F København. 

Den manglende interesse for kokke- og tjenerfaget har man blandt andet kunnet mærke på Krogs Fiskerestaurant i Indre By i København. Her har man været nødt til at holde lukket en ekstra dag om ugen på grund af manglende kokke. 

Ejeren Thomas Gaarde kan godt nikke genkendende til, at dårlige arbejdsvilkår kan være en problematik nogle steder i branchen. 

- Men da må hver enkelt restauratør og hoteldirektør også selv have et ansvar og sørge for at gøre det attraktivt at være på arbejdspladsen, siger han til TV 2 Lorry. 

Det er ikke kun det dårlige ry, der ligger til grund for manglen på arbejdskraft, siger Thomas Gaarde. 

- Jeg tror, der er en del, der i coronatiden har været hjemsendt og været på dagpenge, der har revurderet deres liv og valgt en anden vej. Og så mangler vi en hel del udenlandsk arbejdskraft, siger han.

Hos Horesta - brancheorganisationen for hotel- restaurant og turisterhvervet - mener man ikke, at det er branchens dårlige ry, der smitter af på det lave antal af ansøgninger.

- Det er ikke et billede, jeg kan nikke genkendende til. Medarbejderne er vores helt afgørende råvare, hvis man kan kalde det det. Der er kun en måde at få en restaurant til at virke på og få et hotel til at levere den service, det skal. Det er ved at have medarbejdere, der er glade for at komme på arbejde og levere den service og det produkt, som vi sælger, siger Kirsten Munch,  politisk direktør i Horesta.

Skru op for lønnen

Arbejdsvilkår er ikke det eneste, man ifølge 3F bør kigge nærmere på, hvis man som restaurant- eller hotelejer igen vil have skruet virksomheden op på fuld blus.

- Der er jo masser af muligheder. Hvis vi skal sammenligne med byggeriet, som også har voldsom mangel på arbejdskraft for øjeblikket, så ser vi, hvordan lønningerne stiger. Sådan er det nu engang, når der er opsving. så kan man tiltrække medarbejdere ved at give mere i løn. Og det kunne man også overveje indenfor hotel og restaurationsbranchen, siger John Ekebjærg Jakobsen.

Lønnen er også allerede blevet skruet op på Krogs Fiskerestaurant. Her har de ansatte fået 10 procent mere i løn, men ifølge Thomas Gaarde er der ikke meget mere at give af.

- Hvis vi justerer lønnen endnu mere, så er det muligt, vi laver underskud. Og hvis vi laver underskud, så har vi ikke nogen forretning, siger han til TV 2 Lorry.  

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik