AG København gearede ned efter kanonstart

AG København førte kæmpestort over Lemvig, men slap så taget. Sejren var dog aldrig i fare for Jack & Jones Ligaens nye tophold, der vandt 34-21.

Det så rigtigt grimt ud på et tidspunkt for Lemvig, men det endte dog med et acceptabelt 21-34-nederlag til AG København, som med sejren overtager førstepladsen i mændenes Jack & Jones Liga i håndbold.

Københavnerne lagde ud som lyn og torden og førte kort før pausen med hele 16-3. Men så begyndte AG-stjernerne at slappe en smule af, og det udnyttede Lemvig til at mindske afstanden mellem de to hold til otte point ved sidebyttet.

Der blev dog aldrig spænding om udfaldet af kampen. AG København levede i anden halvleg ikke helt op til indsatsen i kampens begyndelse, men det var alligevel rigeligt til at holde gæsterne på afstand.

I en anden kamp i rækken vandt Nordsjælland Håndbold hjemme med 36-29 over Fredericia, og dermed rykker klubben op på en delt andenplads i ligaen, hvor også Skjern befinder sig.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik