Aftale på plads: Nu bliver Øresund til marin nationalpark

I delaftalen for næste års finanslov er der blandt andet fokus på at forbedre havmiljøet. I den forbindelse er der afsat midler til at omdanne Øresund til marin nationalpark.

Øresund skal være marin nationalpark.

Det fremgår af en delaftale for næste års finanslov, som lørdag blev fremlagt.

Aftalen er indgået mellem regeringen og SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne.

I aftalen fremgår det, at aftaleparterne er enige om at styrke naturen og biodiversiteten på havet. I den forbindelse vil de gøre viden om havmiljø mere tilgængelig.

På den baggrund har partierne besluttet at etablere en marin nationalpark i blandt andet Øresund.

I faktaboksen herunder kan du blive klogere på, hvad det indebære. (Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Om aftalen

  • Der afsættes 40 millioner kroner til etablering af marine naturnationalparker i Øresund og Lillebælt. 


  • Som led i etableringen prioriteres midler til vidensindsatser, et sekretariat for hver af parkerne og

naturfremmende indsatser i Øresund og Lillebælt. 


  • Regeringen vil til foråret komme med et oplæg til en konkret model for naturnationalparkerne, herunder vil

det undersøges, om naturnationalparkerne kan etableres efter UNESCO-kriterier under hensyntagen til fortsat erhvervsmæssig eller anden aktivitet i parkerne.


  • Med delaftalen for 2022 videreføres støtten til Øresundsakvariet. Øresundsakvariet er et mindre saltvandsakvarium i Helsingør, der har specialiseret sig i Øresunds og Kattegats dyre- og planteliv. Der afsættes 3 mio. kr. årligt i perioden

2022-2025 til formålet.


  • Aftaleparterne er enige om at støtte genetablering af stenrev i Danmark. Regeringen vil i foråret 2022 komme med et oplæg til udmøntning af rammen, der bl.a. adresserer mulighederne for at genetablere Hunderevet. Der afsættes 10 mio. kr. årligt i 2022-2023.


  • Aftalen er en delaftale til Aftale om finansloven for 2022 og finansieres som led heri.


Kilde: Finansministeriet

Pres og kritik

I sommeren 2020 opfordrede et flertal af Folketingets partier til, at miljøminister Lea Werdelin (S) i løbet af sommeren skulle lave et beslutningsforslag om en nationalpark til vands. 

Opfordringen kom på baggrund af TV 2 Lorrys afsløring og fokus på udledning af urenset spildevand i Øresund. 

Forslaget om at lave Øresund til en marin nationalpark skulle derfor blandt andet være med til at beskytte fiske, dyre- og plantelivet.

I den forbindelse roste Danmarks Naturfredningsforening forslaget, selvom de ikke mente, at ideen var ambitiøs nok.

- Bare fordi man kalder et område for en nationalpark, er det ikke det samme som, at overløbene med spildevand stopper, sagde Therese Nissen, der er biolog hos Danmarks Naturfredningsforening, dengang til TV 2 Lorry.

Samtidig påpegede hun, at der er mange områder i Danmark, som er udpeget som både nationalparker og beskyttede områder, men at det ofte ikke betyder noget for naturen.

Se TV 2 Lorrys indslag om flertallet for en marin nationalpark herunder.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik