Affaldsaftale: Borgerne skal fremover sortere ti typer affald

En ny aftale om affaldshåndtering betyder, at der skal sorteres mere og flere forbrændingsværker skal lukke.

Der er for mange forbrændingsværker i landet. Så flere skal lukkes ned. Og borgerne skal fremover sortere ti typer affald

Det er en del af aftalen om en grøn affaldssektor, som tirsdag er præsenteret i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

- Nogle vil sige, at vi står her 10 eller 20 år for sent. I de år har mange vidst, at den danske affaldssektor ikke leverer på den grønne front, siger klimaminister Dan Jørgensen (S).

- Det ændrer vi nu. Vi sikrer, at der genanvendes mere og forbrændes mindre. Aftalen mindsker udledningen med 0,7 millioner ton. Det er meget. Det svarer til 300.000 benzinbiler, siger Dan Jørgensen.

Mindst effektive forbrændingsværker skal lukkes

Kommunernes Landsforening skal lave liste over de forbrændingsværker, som skal lukkes ned. Det får kommunerne seks måneder til.

De værker, som forurener mest og er mindst effektive, skal lukkes. Hensigten er, at kapaciteten bliver tilpasset den mængde affald, som kommer i fremtiden. Det fører til mindre forbrænding og dermed mindre CO2-udledning.

Folketingets partier minus Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige er med i affaldsaftalen.

Når det kommer til affaldssortering i hjemmet skal et almindeligt parcelhus ifølge aftalen have to-fire spande med flere rum.

Aftalen på affaldsområdet har stået på listen siden maj og er en del af klimahandlingsplanerne.

Plan om privatisering droppet

Dan Jørgensen havde en plan om, at de kommunale forbrændingsværker, der brænder affald af, skulle laves om til aktieselskaber og konkurrere mod hinanden. Men den plan er droppet.

Det har støttepartierne SF og Enhedslisten presset på for.

- Det er ingen hemmelighed, at regeringens oprindelige forslag var en hovedkulds privatisering af affaldssektoren, siger Signe Munk, SF's klimaordfører, i en skriftlig kommentar.

- Det har vi forhindret, så vi også i fremtiden har politisk kontrol med vores affald. Netop politisk kontrol og CO2-reduktioner er centrale for os i denne aftale, siger Signe Munk.

Klimaordfører for Enhedslisten Mai Villadsen siger:

- Det havde været et fejlskud af dimensioner, hvis den første klimahandleplan var endt som endnu en privatiseringsøvelse.

- Nu har vi i stedet fået en model, hvor affaldsforbrændingen bliver på fællesskabets hænder, og hvor vi politisk tager ansvar for, at vi genanvender mere og afbrænder mindre.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik