Advokat: Politiet blæser på landsretten

Chauffør skal frakendes kørekortet, kræver Nordsjællands Politi. Forsvarer: Det er i strid med retspraksis.

I direkte strid med to domme afsagt af Østre Landsret fortsætter anklagere med at rejse tiltale mod chauffører for at overtræde reglerne om køre- og hviletid.

Det siger advokat Jacob Forman, der i en ny sag i Retten i Helsingør mandag har protesteret imod truslen om, at en chauffør skal rammes af en betinget frakendelse af kørekortet.

Nordsjællands Politi kræver manden straffet både med en frakendelse og en bøde på 6000 kroner.

Forsvarer: Politi bruger egen regel

Påstanden er, at chaufføren kørte for længe uden at holde den lovpligtige pause, da han sidste vinter leverede asfalt til en motorvej.

Men i beregningen af køretiden har politiet ikke rettet sig efter retspraksis, mener forsvareren.

- Man fortsætter med at bruge sin egen regel, som er i strid med to landsretsafgørelser, siger Jacob Forman.

Østre Landsret har underkendt praksis

Ifølge loven må en chauffør køre i fire timer og 30 minutter, før han skal holde enten én lang pause på 45 minutter eller to pauser af henholdsvis 15 og 30 minutter.

Nogle gange, som i tilfældet med asfalt-chaufføren, overstiger den første pause 30 minutter. Når det sker, skal der beregnes en ny køreperiode, hævder politiet.

Imidlertid har Østre Landsret to gange underkendt denne praksis. Dels i november 2011 og dels i august i år.

Forsvarer: Folks levebrød trues

- Jeg troede - måske noget naivt - at vi var færdige med at høre om politiets egen regel, siger Jacob Forman under mandagens sag i Retten i Helsingør.

- Det er pinligt, at man truer folk på deres levebrød ved at bruge en ulovlig sagsbehandlingsregel, mener advokaten.

I den konkrete sag skal chaufføren dog af med en mindre bøde på 500 kroner, fordi hans anden pause ikke var lang nok, medgiver forsvareren. Han holdt stille i 20 minutter i stedet for 30 minutter.

Anklageren, Cecilie Bak, mener dog, at de to landsretsdomme ikke skal bruges som rettesnor for den aktuelle sag, fordi begge de frifundne chauffører holdt deres anden pause på cirka 30 minutter.

Retten i Helsingør afsiger dom i sagen i den kommende uge.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik