Advarsel til landmænd: En enkelt gnist kan futte hele høsten af

Sommervarmen vender for alvor tilbage i weekenden, men det er ikke alle, der er lige begejstrede for høj sol og tørre marker.

I de kommende dage vender sommervarmen tilbage for fuld skrue.

Og mens de fleste måske nyder varmen med is og kolde styrtbade, så er der andre der har større bekymringer i takt med at heden sætter ind.

Ekstremt varmt vejr øger nemlig risiko for brand under høsten, og derfor er forsikringsselskabet Topdanmark og Danske Beredskaber nu ude med en opfordring til landmænd og ansatte i landbruget om at være ekstra opmærksomme på risiko for brand i den tørre høstsæson.

- I og med at der er så tørt både på marken og rundt om marken, som der er nu, skal der ikke meget til at antænde en brand. En enkelt sten, der rammer forkert på et maskineri i marken, hvor der er tør vegetation, kan være med til at antænde en brand, siger Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber.

- Derfor er det ekstra vigtigt, at man kigger sig godt for og er opmærksom, når man er i marken, siger han.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) siger fredag, at der er udsigt til hedebølge over weekenden. Brandfaren stiger over det meste af landet i løbet af weekenden. Søndag er brandfaren høj til meget høj over det meste af landet, viser brandfareindekset.

På næsten hele Sjælland, Lolland-Falster og Fyn er brandfaren meget høj i weekenden.

Sådan ser kortet for brandfareindekset ud lørdag morgen. Den røde farve betyder, at risikoen for brandfare er "meget høj".
Sådan ser kortet for brandfareindekset ud lørdag morgen. Den røde farve betyder, at risikoen for brandfare er "meget høj".
Foto: Brandfare.dk

Flere markbrande

Og det kan lynhurtigt gå virkelig galt.

Sidste år i juli blev et markareal på cirka tre til fire hektarer for eksempel fortæret af flammer i Ølstykke, efter at en mejetærsker havde ramt en sten under høsten. Gnisten startede en brand, som bredte sig over et areal, der næsten svarer til seks fodboldbaner.

Og tilbage i 2018 brød en mejetærsker i brand under høsten i Slangerup for at nævne en anden alvorlig ulykke.

Ifølge forsikringsselskabet har flere landmænd i år allerede måttet se deres marker og maskiner bryde i brand. Ingen af brandene er dog sket her i TV 2 Lorrys sendeområde.

Dog var der den 20. juli en større naturbrand i Stenløse, som bredte sig til et område på cirka 17 hektar mark, et læhegn og et skovområde på cirka 200 kvadratmeter.

- Der er fuld gang i høsten, og vi har netop set flere eksempler på, at marker og maskiner er gået i brand, siger Preben Rasmussen, landbrugschef hos Topdanmark.

Derfor lyder opfordringen nu, at landmændene skal have slukningsredskaber klar og lad halmen ligge i længere tid, da fugt også kan være selvantændende.

- I det tørre høstvejr kan selv en lille gnist antænde en brand i maskinen eller marken og udvikle sig til store flammer. Det er derfor rigtig vigtigt at have en vandvogn eller en fyldt marksprøjte inden for kort afstand, lyder det fra landbrugschefen.

- Brande som disse kan både være farlige og koste mange penge. Det er derfor en god idé at lade halm ligge på marken i længere tid, inden det presses og tages ind, siger Preben Rasmussen.

Ikke kun landmænd skal passe på

Det er imidlertid ikke kun landmændene, der skal være opmærksomme på den "knastørre vegetation" over weekenden.

- Brandfaren i naturen og i det hele taget er stigende. Så det er en god idé lige at tænke sig en ekstra gang om i forhold til det, man foretager sig - specielt hvis det involverer åben ild, siger Bjarne Nigaard.

Han bemærker, at de i beredskaberne ikke går bekymrede ind til weekenden.

- Men vi er selvfølgelig der, hvor vi har en skærpet opmærksomhed på, hvad der kommer til at ske.

- Så vi er klar og har mange dygtige mennesker, der har støvlerne stående lidt tættere på de her dage, siger han.

Bjarne Nigaard råder folk til at tænke sig en ekstra gang om, når de vil grille eller tænde bål, så de er sikre på, at det er det rigtige sted at gøre det.

Derudover er det en god idé at have vand ved hånden og slukke grundigt efter sig.

I gennemsnit rykker brandvæsnet årligt ud til omkring 290 brande, der er forårsaget af enten grill, bål eller bortkastet aske.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik