Advarer mod hæsligt hummer-trick: "Det er forbundet med stor lidelse"

Man bør tænke sig om, hvis nytårsmenuen står på hummer, lyder det fra dyreværnsorganisation.

Når nytåret står for døren, er der mange mennesker, som gerne vil gøre noget særligt ud af middagen. Særligt hummeren er en delikatesse, som mange mennesker nyder nytårsaften.

Men det er nok de færreste, der har lyst til at indtage en nytårsmenu, som er tilberedt ved hjælp af regulær dyremishandling.  

Hvis man har hummer på indkøbslisten, er det derfor vigtigt, at man husker, at hummer ikke skal koges levende, lyder opfordringen fra Dyrenes Beskyttelse.

- Det er imod dyreværnsloven at putte levende hummere i kogende vand. Denne form for aflivning er forbundet med stor lidelse for dyrene, siger Cecilia Christensen Karstrup, dyrlæge ved Dyrenes Beskyttelse, i en pressemeddelelse.

Dyrlæge: Lad tvivlen komme dyrene til gode

Ifølge Cecilia Christensen Karstrup kan krebsdyr føle både ubehag og også smerte på deres helt egen måde. Hummere har ikke en stor og kompliceret hjerne, men man er alligevel enige om, at de har sanseorganer og nervesystemer, hvormed de reagerer på ubehagelige stimuli.

Ud fra de reaktioner, og hvad man ellers ved om smerteforskning og adfærdsbiologi, så bør hummere ikke koges levende, mener Dyrenes Beskyttelse.

- Selvom hummere (og andre krebsdyr) ikke føler på samme måde som vi mennesker, skal vi tage hensyn til dem på deres præmisser og derved lade tvivlen komme dyret til gode.

- Det er ikke et godt argument, at lidelsen kun er kortvarig. Uanset om det er i 30 sekunder, kortere eller længere tid, er det stadig uforsvarlig omgang med levende væsner, siger Cecilia Christensen Karstrup.

Anbefaler frosne hummere i stedet 

Hvis der står hummer på menuen, anbefaler Dyrenes Beskyttelse, at man køber dem frosne.

Det kan gøres med helt god samvittighed. Hvis man ikke ønsker at købe hummeren frossen, er der en måde som er bedre end kogning, når man skal aflive hummeren. Det er nemlig helt unødvendigt at koge den levende.

- Man kan med fordel opbevare sin hummer køligt inden den skal aflives, da dette får den til at sænke sit stofskifte og derved opføre sig mere roligt. Lige inden den skal tilberedes skal man aflive hummerne ved at stikke en kniv igennem det lille kryds, de har siddende i nakken, og flække hovedet på dem, inden man koger dem. Denne metode ændrer ikke på spiseoplevelsen, siger Cecilia Christensen Karstrup.

Det bedste råd, hun kan give, hvis man skal aflive en hummer, er at være resolut under aflivningen.

- Når hummeren skal aflives, er man nødt til at være rolig omkring det. Man tager hummeren med et fast greb, presser den ned mod skærebrættet, stikker en god skarp kniv igennem krydset og flækker hovedet på den. De kan sprælle i op til tre kvarter bagefter, men det er kun nerver, de er helt døde”, afslutter Cecilia Christensen Karstrup,


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik