7 års fængsel til firedobbelt hjemmerøver

34-årig mand dømt for røveri mod fire kvinder i deres hjem. Straffen lyder på fængsel i syv år.

Hans ofre var ældre eller svagelige kvinder, som han overfaldt i deres eget hjem. Udbyttet var nogle få tusinde kroner, og straffen er nu endt på syv års fængsel.

Sådan kan sagen mod 34-årige Orhan Celik i korte træk opsummeres. Manden, der er dansk statsborger, fik sin dom tirsdag ved Retten i Glostrup.

Strafferammen for røveri er 10 års fængsel, og dermed har retten valgt at give en straf i den hårde ende af spektret.

Gerningsmand gik målrettet efter svagelige

- Det var grove hjemmerøverier. Gerningsmanden gik målrettet efter ældre og svagelige kvinder, som han skubbede omkuld og truede til at udlevere værdier, fortæller advokaturchef Peter Godsk fra Københavns Vestegns Politi.

Røverierne er sket i perioden fra den 18. november 2011 til den 2. februar i år. Ofrene boede i Taastrup, Vallensbæk og Albertslund.

- Det er ikke det store udbytte, han har fået. Det højeste, han fik med, var 3000 kroner, fortæller Peter Godsk til Ritzau.

Straffen for hjemmerøveri blev skærpet i 2009. Og det er netop den stramning, som nu udløser de mange års fængsel til Orhan Celik.

- I bemærkningerne til lovforslaget fremgår det, at et hjemmerøveri i udgangspunktet skal give fem års fængsel, og her er der jo så tale om fire hjemmerøverier, så man må sige, at lovændringen har slået igennem, fortæller Peter Godsk.

Overvejer anke af dommen

Den 34-årige mand overvejer, om han vil anke dommen til Østre Landsret i håbet om en mildere straf. Skyldsspørgsmålet er der ikke rejst tvivl om, fordi manden har tilstået røverierne.

Det var et signalement af gerningsmanden, som tilbage i marts førte Københavns Vestegns Politi til manden. En politimand på vej hjem fra arbejde fik på Albertslund Station øje på manden, der blandt andet har en karakteristisk næse, og sørgede for at få hans navn og cpr-nummer.

Derefter kunne politiet opsøge manden på hans bopæl, hvor man optog en dna-prøve, som afslørede, at han var gerningsmanden.

Manden har forklaret, at motivet til røverierne var arbejdsløshed og pengemangel. Han er ikke tidligere dømt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik