35-årig anker hård narkodom til landsretten

En mand, der i byretten blev dømt for at producere kokain, vil forsøge at få en mildere dom end 16 års fængsel

En 35-årig mand, der ved Retten på Frederiksberg blev idømt 16 års fængsel for blandt andet fremstilling af kokain, har besluttet at anke dommen til Østre Landsret.

Det oplyser hans forsvarer, Henrik Stagetorn.

Ved en ransagning i et kælderlokale på Rosenlunds Allé i november sidste år fandt politiet både våben og et slags kokainværksted.

Den 35-årige, der stod som lejer af kælderlokalet, har erkendt at have produceret 500 gram kokain. I kælderen fandt politiet en kokainpresser samt kemikalier og emballage til at producere over 100 kilo kokain, og det blev han altså dømt for.

På retssagens første dag forklarede han, at en spillegæld på 150.000 kroner til en automekaniker pressede ham til at opbevare remedierne til fremstilling af kokain.

En 32-årig Hells Angels-rocker, der også var tiltalt i sagen, blev frifundet. Den dømte har hele sagen igennem støttet rockerens uskyld.

Anklagemyndigheden har besluttet ikke at anke frifindelsen.

I kælderen fandt politiet også en automatriffel af samme type, som militæret bruger, og en halvautomatisk pistol. Den 35-årige erkender, at han kendte til våbnene, men hævder, at det ikke var hans.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik