Politiet har anholdt en 34-årig mand, der har erkendt drabet på en 52-årig bekendt i offerets lejlighed i Taastrup tidligere i dag, oplyser Vestegnens Politi.
- Vi anholdt gerningsmanden kort før klokken 19. Han har erkendt, siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby fra Københavns Vestegns Politi.
Drabet skete i den 52-åriges lejlighed i boligområdet Klintehaven. Manden blev dræbt med en køkkenkniv, oplyser vicepolitiinspektøren.
- Vi vil ikke komme ind på motivet før grundlovsforhøret i morgen, siger Charlotte Skovby.
Den 34-årige vil tirsdag blive fremstillet i Retten i Glostrup.