Senest opdateret 09.35...
Hillerødmotorvejen var tidligt i morges scene for en voldsom ulykke, hvor en 32-årig mand fra København mistede livet, mens en 25-årig mand fra Hillerød blev alvorligt kvæstet.
Ulykken skete 05.42 ud for Allerød. Det oplyser Nordsjællands Politi.
- Ulykken sker, da den 32-årige mand af uvisse årsager kører over i den modsatte vejbane. Det resulterer i, at de to bilister kører frontalt sammen, siger Henrik Suhr, der er pressetalsmand for Nordsjællands Politi.
Den 32-årige fra København blev erklæret død på stedet, mens den 25-årige er fløjet til Rigshospitalet i helikopter,
Klik her for at se flere billeder fra Local Eyes
På grund af ulykken var Hillerødmotorvejen spærret i begge retninger mellem afkørsel 11 Allerød S og Lillerød frem til klokken 9 i morges.
Motorvejen er nu atter åben.
De pårørende til ulykken er blevet underrettet, oplyser Nordsjællands Politi.