25 personer evakueret efter brand

Flammer i en ejendomsmæglerforretning i København fik brandvæsnet til at evakuere en hel etageejendom.

Beboerne i en etageejendom på Østerbro i København fik natten til tirsdag afbrudt nattesøvnen på en ubehagelig måde.
 
 En ejendomsmæglerforretning i stueetagen på hjørnet af Nordre Frihavnsgade og Randersgade var brudt i brand, og derfor evakuerede brandvæsnet de cirka 25 beboere i lejlighederne ovenover.
 
 - Vi får anmeldelsen som en tyverialarm omkring klokken 04.00. En hundepatrulje bliver sendt derned og ser, at der er ild i forretningen, siger vagtchef Jens Kristiansen fra Københavns Politi.
 
 Brandvæsnet blev kaldt til stedet, og ilden kom derefter hurtigt under kontrol.
 
 - De fleste af beboerne er nu tilbage i deres hjem. Ilden har begrænset sig til stueetagen, men også gulvet i lejligheden ovenover er beskadiget.
 
 - Derfor kan den endnu ikke bebos. Brandvæsnet er ved at undersøge, om der stadig er nogle ildlommer tilbage, siger Jens Kristiansen.
 
 Politiet ved endnu ikke, hvad der satte gang i flammerne.
 
 - Vi har en mistanke om, at branden er påsat - blandt andet på grund af en knust rude, fortæller vagtchefen.
 
 Ingen af de evakuerede beboere er kommet noget til under nattens brand.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik