20'ere bliver til millioner: Så meget skylder vi i biblioteks-gebyrer

Borgere skylder flere millioner kroner i rykker- og erstatningsgebyrer til bibliotekerne i TV 2 Lorrys sendeområde. Nu kommer bibliotek med opråb.

Længere nede i denne artikel kan du se en liste over, hvor mange penge borgerne mangler at betale til bibliotekerne i 20 kommuner i TV 2 Lorrys sendeområde.

At modtage en rykker på en tyver for en glemt biblioteksbog. Det er noget, som de fleste af os har prøvet.

Men selvom en rund tyver umiddelbart ikke synes af meget, så løber de mange gebyrer faktisk op, når vi ikke får betalt.

I 20 af 34 kommuner i TV 2 Lorrys sendeområde skylder borgerne samlet mere end 7,4 millioner kroner til bibliotekerne.

Det viser en rundspørge, som TV 2 Lorry har lavet.

De 7,4 millioner kroner dækker både over rykker- og erstatningsgebyrer, der udgør henholdsvis 4,1 og 3,3 millioner kroner.

Værst står det til i Frederiksberg Kommune. Her har kommunens biblioteker i øjeblikket mere end 1,1 millioner kroner til gode. Heraf udgør 646.948 kroner af rykkergebyrer, mens de 504.708 kroner er erstatningskrav.

Kommunen oplyser til TV 2 Lorry, at en stor del af erstatningskravene ofte annulleres, fordi materialerne bliver afleveret.

I den modsatte ende af skalaen finder man Vallensbæk Kommune, hvor man blot har 62.438 kroner til gode.

Også i Solrød Kommune oplever man, at borgerne glemmer at betale deres rykkergebyrer. Her skylder borgerne 159.190 kroner til kommunens bibliotek.

Det har fået kommunens bibliotekarer til at komme med en klar opfordring til, at borgerne får betalt deres udestående.

- Det er ærgerligt, fordi alle de her småbeløb, de summer op. Dem vil vi gerne bruge til noget bedre og sjovere, siger Pia Jepsen, der er souschef på Solrød Bibliotek og Kulturcenter, til TV 2 Lorry og forsætter:

- Vi har stor forståelse for, at det smutter i en travl hverdag - både at man får afleveret for sent og glemmer at betale sit gebyr for for sen aflevering. Derfor har vi netop iværksat en kampagne.

Hun fortæller videre, at gebyrerne er vigtige for biblioteket, fordi de kan være med til at styrke det. 

- Det er vores allesammens bibliotek, som vi gerne vil gøre så godt som muligt.

- Vi vil gerne bruge gebyrerne til flere bøger, flere eksemplarer af de mest lånte og arrangementer til borgerene, siger hun.

Ny betalingsordning på vej

Flere kommuner er den seneste tid overgået til en ny betalingsordning, der sikrer, at bibliotekerne overholder Gældsstyrelsens regler omkring inddrivelse af gæld.

I løbet af marts vil endnu flere biblioteker gøre det. Et af dem er netop Solrød Bibliotek og Kulturhus.

Ændringen betyder, at det i Solrød fra den 1. marts 2022 ikke længere vil være muligt at betale gebyrer eller erstatninger direkte på bibliotekets hjemmeside eller app.

I stedet skal man betale via netbank eller fysisk på biblioteket. 

Pia Jepsen forklarer, at formålet med den nye betalingsløsning er at samle alle betalinger til kommunen ét sted for at reducere udgifter, effektivisere arbejdsgange og dermed sikre, at al gæld bliver hurtigst muligt inddrevet.

Det er politikerne i de enkelte kommuner, der beslutter gebyrernes størrelse. Derfor er det også individuelt for kommunerne, hvor meget borgerne kommer til at mærke ændringen.

- Lige nu er der ingen strafrenter eller yderligere gebyr for brugerne, men det vil der komme på nu. Det er uvant for vores brugere. Vores gebyrer stiger ikke, jo længere tid man har bogen, siger Pia Jepsen og tilføjer:

- Jeg tror, at det vil gøre folk mere opmærksomme på at få betalt deres gebyrer, men jeg er meget spændt på,  hvilken ændring det giver. Jeg tror, borgerne skal vænne sig til den nye måde at betale gebyrer på til bibliotekerne.

Af listen nedenfor kan du se, hvor mange gebyrer borgerne ikke har betalt til biblioteker i 16 kommuner i TV 2 Lorrys sendeområde.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik