På søndag går det løs. Der afholder Danmarks Naturfredsforening den årlige nationale affaldsindsamling, hvor formålet er at få ryddet op i den danske natur.
Men derudover håber de også, at indsamlingen kan være med til at ændre danskernes håndtering af skrald.
- Det, vi gerne vil ændre, det er, når folk står i en situation, hvor den nemmeste løsning er at smide skraldet i naturen, at de vil give det en ekstra tanke, inden de smider det ud, fortæller Anders Vogel, der er projektleder for affaldsindsamlingen hos Danmarks Naturfredningsforening.
Da den første affaldsindsamling fandt sted tilbage i 2006, var det ikke den store succes, og der var ikke så mange, der hjalp med at samle skrald.
- Dengang var det ikke så mange, det var ikke coolt, og det var ulækkert at samle skrald, hvor det i dag er blevet populært at samle skrald ind, forklarer Anders Vogel.
Det kan blandt andet ses på antallet af tilmeldinger, hvor der de seneste år har været flere og flere. Men ud over de mange tilmeldinger har Anders Vogel modtaget mange telefonopkald, hvor der vises stor interesse for projektet.
Men har det en effekt?
Men hjælper det overhovedet at afholde en enkelt affaldsindsamling om året? Det synes Anders Vogel bestemt, at det gør.
- Det har den effekt, at der hvor det foregår lokalt, bliver der snakket meget om affald. Og når jeg snakker med skoler, har børnene også talt meget om skrald efter affaldsindsamlingen, hvor de frivilligt har samlet skrald op, hvis de har mødt det i naturen, siger han.
Danmarks Naturfredningsforening regner med, at der i alt vil deltage omkring 200.000 i projektet, når søndagen er omme. Her er 146.000 af dem børn fra skoler og institutioner, der har samlet skrald siden i mandags.
- Hvis vejret bliver godt på søndag, burde der komme mere en 200.000 samlet set, fortæller Anders Vogel, der er projektleder på affaldsindsamlingen hos Danmarks Naturfredningsforening.
Her kan du se, hvor du kan samle affald på søndag: