200 ansøgninger på én dag: Stort behov for julehjælp i hovedstaden

Ansøgninger om julehjælp vælter ind hos blandt andre Blå Kors, som forventer at overgå rekorden for ansøgninger, der blev sat sidste år.

Mange ansøgninger om julehjælp er allerede tikket ind hos de socialhumanitære organisationer i landet.

Hos Blå Kors er kan man allerede konstatere, at rekordantallet for ansøgninger om julehjælp, der blev sat sidste år, er tæt på at være overgået.

Det skriver de i en pressemeddelelse.

- Det tikker ind med ansøgninger på alle tider af døgnet. Også om natten. På nuværende tidspunkt har vi flere ansøgere end samme tidspunkt sidste år, så det kunne tyde på, at vi desværre slår rekord igen i år, siger Ulla Britt Jensen, chefsekretær og administrator for julehjælpen hos Blå Kors.

Ifølge organisationen påviser dette, hvor stort antallet af trængte familier er.

Markant stigning af behov for hjælp i julen

Siden organisationen åbnede op for ansøgninger den 1. november, er ikke mindre end 5.700 tikket ind hos Blå Kors.

Sidste år modtog Blå Kors i alt 6.268 ansøgninger i tidsrummet fra den 1. november til den 28. november.

Det er en markant stigning fra 2015, hvor blot 1.200 familier søgte om julehjælp.

- Kombinationen af opmærksomheden på digitale muligheder for at søge hjælp, og at mange familier lever under små kår, har været med til at øge ansøgninger til julehjælp, siger Christian Bjerre, generalsekretær hos Blå Kors.

Julehjælpen fra Blå Kors kommer i år til at bestå af et gavekort på omkring 400 kroner til mad og 200 kroner til en af Blå Kors’ genbrugsbutikker.

Ifølge Ulla Britt Jensen, viser erfaringer fra tidligere år, at gavekortene gør en stor forskel for familierne.

Særligt i hovedstaden er behovet stort

I TV 2 Lorrys område er der flest julehjælpsansøgere fra Amager. Her lyder tallet indtil videre på 103 ansøgere, men der kan nå at komme flere inden deadline.

Det er særligt familier i hovedstadsområdet, der søger om julehjælp hos Blå Kors, oplyser Blå Kors til TV 2 Lorry.

Tallet lyder indtil videre på 776 familier. Til samligning har 235 familer i Nordsjælland søgt julehjælp hos Blå Kors.

I løbet af mandag har Blå Kors modtaget 200 ansøgninger.

- Det er jo lidt trist at se, at mange har behov for hjælp til at kunne klare julen, siger Christian Bjerre.

Han fortæller, at det endnu ikke kan siges med sikkerhed, hvor mange, organisationen i år får mulighed for at hjælpe. Dette afhænger af, hvor mange donationer organisationen får.

Andre organisationer som tilbyder julehjælp

  • Røde Kors kan søges via Røde Kors' hjemmeside og er fortrinsvis for økonomisk trængte familier med børn.
  • Dansk Folkehjælp kan søges af enlige forsørgere på overførselsindkomst med hjemmeboende børn under 18 år. Hjælpen kan søges indtil 30. november og kan søges via Dansk Folkehjælps hjemmeside.
  • Frelsens Hær ser på hele familiens finansielle situation når de skal tildele julehjælp. Hjælpen kan søges til og med 30. november via Frelsens Hærs hjemmeside.
  • Mødrehjælpen tlbyder også julehjælp. Et kriterie er, at man skal være forælder med børn under 18 år. Både mødre og fædre kan søge. Det er muligt at søge via Mødrehjælpens hjemmeside indtil 12. december.
  • Mange folkekirker uddeler også julehjælp for midler, der er samlet ind i sognet. Her skal man tage kontakt til sin sognekirke.

Hos Blå Kors arbejder man for, at så mange familier så muligt kan få gavn af julehjælpen i år, men familier som allerede har tilknytning til Blå Kors' arbejde prioriteres først.

- Det betyder utroligt meget for de familier, som får julehjælp. De er meget taknemmelige. Med hjælpen fra Blå Kors kan de give deres børn en jul, som ligner andre børns jul. Det handler om børnene, og at de kan få mulighed for at mærke julehygge, pointerer Ulla Britt Jensen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik