19 kendte kræver millionerstatning efter Se og Hør-sagen

En stor gruppe kendte rejser nu et krav om godtgørelse i millionklassen for den ulovlige overvågning, som Se og Hør gennem flere år udsatte dem for.

På vegne af 19 kendte har advokat Brian Larsen fra Lex Advokater i København stævnet Aller Media, to tidligere chefredaktører samt den såkaldte tys-tys-kilde.

Hertil kommer et erstatningskrav mod kreditkortudbyderen Nets. Det skriver Ritzau.

Advokaten mener nu at kunne dokumentere, hvordan de i alt 19 kendte fik overvåget deres brug af kreditkort og misbrugt dette.

quote Samlet set drejer det sig om et beløb i millionklassen. Det kan være, det bliver reguleret op eller ned i løbet af retssagen.

Brian Larsen, Advokat, Lex Advokater

Under straffesagen i Glostrup forklarede flere af de forurettede, hvordan ugebladets overvågning har påvirket deres liv.

- Samlet set drejer det sig om et beløb i millionklassen. Det kan være, det bliver reguleret op eller ned i løbet af retssagen, siger advokat Brian Larsen, der på nuværende tidspunkt afviser at komme beløbet nærmere.

Han repræsenterer blandt andre skuespillerne Mads Mikkelsen og Casper Christensen. Også Rigmor Zobel og Remee er blandt hans klienter.

Kravet om økonomisk kompensation er en ventet udløber af den store Se og Hør-sag, der er blevet kaldt danmarkshistoriens største medieskandale.

I november sidste år blev en stribe personer dømt i sagen, herunder de tidligere chefredaktører Henrik Qvortrup og Kim Henningsen.

Flere krav kan være på vej

Eksempelvis kunne tv-værten Line Baun Danielsen fortælle om journalister fra Se og Hørs påfaldende evne til at spore hende. Og om hvordan det fik hende til at tvivle på sine allernærmeste.

quote Det var mistillid, og det var mistro.

Line Baun Danielsen, Tidl. tv-vært

- Det var mistillid, og det var mistro, sagde tv-værten, der på et tidspunkt blev så paranoid, at hun beskyldte sin kæreste for at tippe Se og Hør.

Forklaringen var dog en ganske anden. Nemlig at en it-operatør hos Nets gennem flere år overvågede de kendtes brug af kreditkort. Oplysningerne solgte han til Se og Hør, som på den måde kunne jagte de kendte.

I alt mener man, at over 100 kendte er blevet overvåget af Se og Hør, og det er mange af dem, der nu kræver kompensation.

Advokat Brian Larsen oplyser, at han ud over de 19 sagsøgere repræsenterer en stribe andre kendte, og at der meget vel kan komme nye krav fra dem.

Det har tidligere været fremme, at den radikale EU-parlamentariker Morten Helveg Petersen kræver en kompensation på en kvart million.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik