1813 får tusindvis af opkald fra raske om corona - blokerer for alvorligt syge

Borgere med spørgsmål om coronavirus skal ringe til den nye hotline på 70 20 02 33 - og ikke til 1813. 

Raske borgere i hobetal ringer i disse dage til akuttelefonen 1813 med spørgsmål om coronavirus, og det blokerer for alvorligt syge patienter.

Det oplyser overlæge ved akutberedskabet 1813 og speciallæge i almen medicin, Asmus Thun Bisgaard, til TV 2 Lorry.

- Vi har rigtig travlt. Vi er meget pressede i forhold til at kunne håndtere alle de opkald, vi har. Vi har kaldt alt det personale ind, som overhovedet er muligt, siger Asmus Thun Bisgaard. 

4000 personer har ringet til 1813 med spørgsmål om coronavirus i marts måned, oplyser overlægen. Særligt søndag var travl. Her ringede 770 til 1813 med corona-relaterede spørgsmål - normalt ringer der dagligt 2100 personer til 1813. 

- Det er kun få, som ringer, der reelt har symptomer. Langt de fleste, der ringer ind om corona, er raske og har rigtig mange generelle spørgsmål om corona. Det er uheldigt, for de blokerer linjen for folk, der er alvorligt syge, og dem vil vi fremover henvise til myndighedernes hotline.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Al mandskab er kaldt ind til at tage telefoner hos 1813. 
Al mandskab er kaldt ind til at tage telefoner hos 1813. 
Foto: Nils Meilvang - Ritzau Scanpix

Ring til ny hotline

Er der eksempler på, at raske borgere med spørgsmål om corona blokerer linjen i lang tid for alvorligt syge?

- Det er tænkeligt. Jo længere tid, de venter, jo mere uhensigtsmæssigt er det. Men hvis man er syg, skal man stadig ringe 1813, og hvis man er akut alvorligt syg, skal man ringe 112, siger Asmus Thun Bisgaard. 

Hvis du som borger er bekymret og har generelle spørgsmål til coronavirus, skal du klikke ind på hjemmesiden coronasmitte.dk eller ringe til den nye coronahotline på telefon 70 20 02 33. 

90 er smittet

Søndag var 35 smittet, men et døgn senere er antallet af coronasmittede i Danmark steget til 90 personer, oplyser Sundhedsstyrelsen. 770 er i karantæne, og 1019 er testet. 

Statsminister Mette Frederiksen (S) mener, at borgerne ikke tager coronavirussen alvorligt nok. Det sagde hun på et pressemøde mandag eftermiddag.

Sygdommen kan være alvorlig for ældre og svækkede, og derfor er det nødvendigt at inddæmme sygdommen, så færrest muligt rammes.

- Jeg møder stadig for mange danskere, der er sunde og raske og ikke er bange for coronavirus, siger Mette Frederiksen.

- Hensynet er ikke kun til den enkelte nu, det er til forældre, bedsteforældre, kronisk syge og svækkede. Alle er nødt til at tage det mere alvorligt, end vi har set de seneste dage, lyder det fra statsministerten på mandagens pressemøde. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik