12 års fængsel til frygtet hashimportør

Forretningsmand fra Greve med stærke venner i rockermiljøet kørte stor hash-butik, siger Retten i Roskilde, der også dømmer for bortførelse, våben og hæleri.

På facaden var han manden, der drev fitnesscenter, solgte spinningcykler og scorede millioner på at sælge en ejendom i Køge til Netto.
Men ved siden af har Benny Steen Mynchau fra Greve drevet en dybt kriminel virksomhed baseret på nære kontakter i rockerverdenen - og derfor har Retten i Roskilde onsdag idømt den 48-årige mand fængsel i 12 år.
En af vennerne, Bandidos-rockeren Torben Ohlsen Jensen, også kendt som Suzuki-Torben, var til stede ved domsafsigelsen.
- Det er for hård en dom, sagde han med myndig basstemme henvendt til retsformand John Larsen og de to domsmænd.
Den dømte selv ankede straks til frifindelse i Østre Landsret.
- Det behøver jeg ikke at tænke over, sagde han.
Sagen har været efterforsket af betjente fra Politiets Efterretningstjeneste. I januar 2010 anholdt de Mynchau på dennes bopæl i Håndværkerbyen i Greve og fandt her et enormt våbenlager - 22 pistoler, otte revolvere, en maskinpistol og flere rifler og geværer blev pakket ned og kørt væk fra stedet.
Mynchau har været leder af Fitness Xtra i Køge og har også drevet firmaet Fitness Bike, men ved siden af havde han gang i en omfattende hashimport. I alt importerede han mere end et ton hash for cirka 15 millioner kroner, mener retten.
Oveni kommer fup over for Skat i forbindelse med den 12 cylindrede Mercedes, som han kørte rundt i, hæleri med en stor Hummer og frihedsberøvelse af en gældsplaget ansat, som blev holdt fangen i et klubhus hos Bandios.
Så alvorlig er kriminaliteten, at retten har valgt at sprænge den normale straframme, sådan som senioranklager Anja Lund Liin havde krævet.
Forretningsmandens tætte forbindelser til både Bandidos og Hells Angels er ifølge politiet den røde tråd i sagen.
Disse kontakter gav ham magt. En hashsælger har sagt, at Mynchaus venner var "de værste af de værste" fra Hells Angels og Bandidos.
Flere vidner har været bange for at belaste Mynchau, mener retten, som selv peger på forklaringen: Nemlig oplysningerne om den 48-åriges "omfattende kontakter til rockermiljøet". Aflyttede telefonsamtaler har vist, at han "nyder stor respekt og har en betydelig indflydelse i rockermiljøet," hedder det i dommen.
Mynchau mister i øvrigt to motorcykler, 37 mobiltelefoner og nogle Rolex-ure. Kærestens motorcykel og smykker skal også konfiskeres, fordi de er købt for sorte penge, mener byretten.
Næste akt foregår i Østre Landsret. Her skal dommerne også afgøre, om forretningsmandens hollandske kammerat, Eduard Vervoort, der fik syv års fængsel for hashleverancerne, er skyldig.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik