100 unge til tæskemøde i Hornbæk

Det begyndte med et "upassende" ord, og det udviklede sig til en ond stemning, da 50-60 unge i 10-15 års alderen fra henholdsvis Hornbæk Skole og Vapnagård stod truende overfor hinanden. Det skriver Helsingør Dagblad lørdag.

Et forkert ord,
og det var ved at ende i et større ungdoms-opgør på Hornbæk
Station i går eftermiddags. Over 100 unge - lige mange fra
Hornbæk og Vapnagård - stod ophidsede overfor hinanden, men det
blev kun til en enkelt voldelig episode, da en dreng fik banket
hovedet ind i et reklameskilt, så ruden revnede.
Det forkerte ord var blevet sagt af en pige fra Hornbæk, og
det var rettet mod et par piger fra Vapnagård med
indvandrer-baggrund, der havde fundet det stødende i en grad,
hvor det skulle hævnes.
Fredag formiddag tog de forulempede piger toget til Hornbæk
for at opsøge pigen, der havde fornærmet dem.
Vapnagård-pigerne fik Hornbæk-pigen til at komme ud fra hendes
skole, men hun følte sig utryg ved situation og tog sin
storesøster og nogle venner med.
Og så var det pigerne fra Vapnagård, der følte sig truede.
De fortrak og tog tilbage til Helsingør, men kun for at hente
forstærkning.
Ved 13-tiden væltede "et tæskehold" på godt 50 unge
hovedsageligt med indvandrer-baggrund ud af toget på Hornbæk
Station, og her blev de mødt af mindst lige så mange elever fra
Hornbæk Skole.
Der var lagt op til et korporligt opgør, og det var også ved
at udvikle sig, da skænderierne overgik til puffen og skubben.
Episoden med Hornbæk-drengen, der fik slået hovedet ind i
reklameskiltet, gjorde stemningen så anspændt, at politiet blev
tilkaldt.
Nordsjællands Politi sendte en hundepatrulje til
stridspladsen, men da den nåede frem, var kun nogle af de unge
hornbækkere tilbage på stationen.
De unge fra den såkaldte Vapside-gruppering var taget hjem,
fortæller en af deltagerne, der ønsker at være anonym.
Vagthavende på politigården i Helsingør bekræftede i aftes, at
der ved halvtre-tiden var kommet en anmeldelse fra Hornbæk om,
at en større gruppe unge havde samlet sig på stationen.
Overfor Helsingør Dagblad blev det tidligere på dagen
tilkendegivet, at Vapside-ungdommen ville vende tilbage til
Hornbæk senere - muligvis i dag lørdag.
Politiet besluttede derfor i går, at der bliver gennemført
flittigere observationer af, hvorvidt større grupper unge vil
være i bevægelse mod eller var ved at samles i Hornbæk.
Ifølge de unge selv, var der hverken i aftes, eller er der i
aften, planlagt nogen ungdomsfest i byen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik