10 års fængsel for drabsforsøg og køllevold

I en retssag om livsfarlige skud og køllebank i bandemiljøet har en ung mand fået en længere fængselsstraf.

Retten i Glostrup har torsdag straffet en 25-årig mand med 10 års fængsel for dobbelt drabsforsøg samt et brutalt kølleoverfald sidste år.

Drabsforsøgene fandt sted på en februarkold parkeringsplads i Ballerup, hvor en gruppe gerningsmænd affyrede skarpe skud og forsøgte at dræbe to mænd i en Mercedes - formentligt fra en rivaliserende bande - med en ni millimeter pistol.

Senere samme aften blev et par mænd, begge 25 år gamle, anholdt i en sort Mazda 626 i Kokkedal. På deres jakkeærmer fandt politiet rester af krudtslam.

Siden blev mændene tiltalt for drabsforsøgene på p-pladsen. Den ene blev onsdag frikendt i Retten i Glostrup.
Hans jævnaldrende kammerat blev til gengæld kendt skyldig og modtog torsdag en længere fængselsstraf for udåden.

Han blev også straffet for et groft overfald i Bagsværd, hvor et tæskehold gennembankede en mand med køller i januar sidste år.
Anklagemyndigheden har gået efter at få mændene dømt efter den særlige bandeparagraf i straffeloven, som kan doble længden op på fængselsstraffen.
Men det mente retten ikke, at der var belæg for.

Den 25-årige spekulerer nu over, om han vil anke dommen til landsretten.
- Vi har udbedt os betænkningstid og overvejer det de næste 14 dage, fortæller forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen.
Under opgøret den 14. februar blev skudofrene ramt i hovedet, armen og benene. En af dem blev ramt ved øret af en kugle, der fortsatte ud ved kæben.
- Det er et under, at han ikke dør af det. De har gjort alt for at dræbe, men det lykkes heldigvis ikke, lød det fra anklager Christian Schrøder i hans procedure onsdag.

De stridende parter formodes at have tilknytning til miljøet omkring Værebrobanden og en gruppering fra Nivå/Kokkedal-området.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik