- Du kommer til at opleve hverdagen på Ungdomsøen, og hvad det vil sige at bo på en ø midt i ingenting, forklarer Mariann, mens vi knokler tasker og kameraudstyr ned til kajen ved Refshaleøen.
Hun er en af de fire frivillige, der siden august 2019 har boet fast på Ungdomsøen, hvor jeg i tre dage i starten af marts, bliver indlogeret på en af øens mange sovesale.
Den godt 4 kilometer lange sejltur ud til Ungdomsøen er tilbagelagt på mindre end ti minutter i den hurtigsejlende actionboat, som Spejderne og Fonden Ungdomsøen stiller til rådighed. Og for kameraets skyld, så giver bådfører Frederik Erk en tur rundt om øen med udsigt til blandt andet den faretruende Hawk-missil-attrap, der minder forbipasserende om fortiden på det gamle militærfort.
Ville gerne prøve noget anderledes
Mariann Libach Burup er netop fyldt 20 år. Hun er den yngste af de fastboende frivillige på Ungdomsøen. Og udfylder med egne ord en ’irriterende stereotyp kønsrolle’-plads i det fire mand store arbejdskollektiv:
- Det er mig, der sørger for, at der bliver handlet. Det er mig, der sørger for, at der er mad på øen. Rengøringen i stor grad. Og så arbejder jeg sammen med Anton om at få lavet vores nye køkken færdigt. Jeg er lidt moderen, siger Mariann, mens hun slæber de to overfyldte Netto-poser ud i køkkenet, som vi har haft med fra fastlandet.
Mariann og Anton bor på værelse sammen. Og Anton er i gang med at sætte hylder op, da jeg fanger ham til en snak om, hvorfor han valgte at søge om at blive såkaldt giv-et-år-frivillig på Ungdomsøen:
- Det er ikke så mange gange, at det lige passer ind i ens liv at lægge et år af til at lave sådan noget her, og hvor man har muligheden for det, siger Anton Vind Krogh-Jensen.
Anton blev sidste sommer student fra Esbjerg Gymnasium og havde brug for en pause fra bøger og studier. Han var blevet ’lidt træt af at gå i skole’.
- Der var ret kort ansøgningsfrist, da vi ansøgte. Så fra idéen opstod til jeg tog beslutningen, der gik faktisk ret kort tid, siger Anton
Jeg stiller Mariann det samme spørgsmål, mens hun er i gang med at køre brænde ind til aftørring på en overlastet trillebør.
- Det, jeg finder magisk ved Ungdomsøen, er, at det er et sted for alle. Alle kan komme her uanset, hvad de har med i bagagen, siger Mariann.
Mariann har før Ungdomsøen forsøgt sig med lidt af hvert. En kort flirt med gymnasiet blev afløst af et fuldtidsjob i bageren, og siden skiftet ud med et grundforløb i fotografi.
- Jeg har selv haft svært ved at finde min plads i livet. Startede på to uddannelser, jeg ikke har færdiggjort. Boet fem steder på et år. Så det var rart for mig at komme et sted, hvor jeg uanset hvad blev mødt med åbne arme.
Emil, Joen, Anton og Mariann er de første frivillige til at hive et helt år ud af kalenderen og bo på Ungdomsøen, da den først officielt åbnede i august sidste år.
Og Ungdomsøen har netop fundet deres afløsere.
’Det fedeste er, når vi får besøg’
Klokken halv ni fredag morgen er det indkaldt til møde.
Faktisk er det en fast ting med et morgenmadsmøde, men den her dag er der et særligt arrangement på programmet.
Lørdag har de fire unge nemlig inviteret til ’Åben Ø’, og alle 150 billetter er solgt.
En ’grøn omstilling/klimadag’, hvor blandt andre en hel årgang fra 2. G på et mediegymnasium har meldt sin ankomst. Og det er de unge selv, der står for at gøre øen klar til besøg.
Jeg tager en snak med Emil Nørgårds Vogelius, mens han lægger rent sengetøj på i en af de ni renoverede sovesale:
- Fordi man er på en ø og ligesom er væk fra resten af samfundet, så kan man udvikle en bestemt kultur, hvor vi måske taler lidt pænere til hinanden, og behandler hinanden bedre. Derinde, der er det alle mand for dem selv. Herude er det alle mand for alle, siger Emil mens han retter lidt på en pude, og fortæller om, at den nok største konflikt, der har været i gruppen gennem de første syv måneder på øen har været hans og Joen Kaabers lidt løse tilgang til det der med oprydningen.
- Men så sætter vi os bare ned og snakker om, at ’hey, vi skal lige finde en løsning på det her’. Vi har ikke sådan haft nogle store skænderier eller noget som helst. Vi tager alting meget stille og roligt. Og i forhold til, at vi er fire så vidt forskellige mennesker, så ved jeg faktisk ikke, hvordan det er lykkedes så godt. Måske er der noget ø-faktor over det?, siger Emil.
Noget på CV’et
Joen Kaaber er 27 år og den ældste af de fire fastboende frivillige.
Han er også den eneste, der har gennemført en videregående uddannelse.
- Helt kynisk sagt, så var det erhvervserfaringen, der fik mig til at søge til Ungdomsøen. At have noget med et så stort projekt at gøre, det synes jeg lød som dels en fed ting og en fed oplevelse, men også bare som noget, der ville se super godt ud på CV’et, hvis jeg altså gerne ville lave noget på enten efterskoler eller friskoler, eller på nogle steder, der minder lidt om det, siger Joen, mens han arbejder i værkstedet.
Joen var den første til at udnytte det duelighedsbevis, som alle de fire frivillige har taget, til at købe en båd.
- En af de meget få gange, hvor jeg har følt mig totalt fri, det er når jeg har sejlet rundt i min båd, siger Joen.
- Jeg er glad for, at jeg købte den. Og jeg er glad for det jeg nåede at sejle i den. Men jeg er ikke så glad for, at den er kuldsejlet, siger Joen.
Desværre forulykkede båden efter et sammenstød mens den var i havn.
Som erstatning er de fire unge i stedet gået sammen om at købe båden Betty.
- Vi kalder den Yoghurtbægret, fordi den godt kan vippe lidt, når der er bølger, siger Joen
Og det er ikke altid, at man kan komme ind til land, når man gerne vil det.
- Altså vi har kongeeksemplet fra 1. og 2. januar sidste år. Der var så voldsom vind, at vandet stod ud over vores bolværk, og hele lejrpladsen var nærmest dækket i vand. Der måtte folk ringe ind og sige, ’prøv at høre chef. Jeg kan ikke komme på arbejde. Jeg sidder på en ø midt i Øresund og kan ikke komme i land.’
I dag er det den tidligere Georg Stage-matros, Bertram, der skal sejles ind til Nordhavn. Og Emil er med som sikkerhed, så de er to, der kan sejle i båden på vej tilbage.
Men vi når ikke langt. Vinden og bølgerne viser sig anderledes, end de stadigt nyprøvede sejlfolk er vant til. Efter godt 10 minutters sejlads på det åbne Øresund tager mandskabet også i dag beslutningen om at vende om.
- Med friheden kommer også friheden til at gøre rigtig store bommerter. Og det var det jo lige ved at blive her, siger Joen efter at han har overladt roret til den mest erfarne sømand blandt besætningen, Bertram.
Til sommer skal de unge tilbage til land
Joen, Anton, Emil og Mariann er de allerførste frivillige til at bo på Ungdomsøen i et år. Til sommer er opholdet slut. Og hverdagen som øboer i Øresund skal byttes ud med noget andet.
- Det bliver sværest at vende sig til, hvordan hverdagen er derinde, tror jeg, siger Mariann.
- Herude er der så mange ting, man skal lave og nå og man vænner sig på et tidspunkt til at tage én ting ad gangen, og at man når det, man når. Det mind-set vil jeg rigtig gerne holde fast i. Nogen ville måske tænke, at det lyder dovent, men man kan jo ikke nå mere, end man kan. Og det vil jeg gerne holde fast i, så jeg ikke ender med at banke mig selv i hovedet over, at jeg ikke når nok. Og så kommer jeg selvfølgelig til at savne de andre, siger Emil.
Mariann venter, mens jeg er på øen, på svar fra en lejlighed i Århus, som hun gerne vil flytte ind i alene.
- Jeg tror, det bliver super mærkeligt at vænne sig til, når man har været vant til, at der hele tiden har været mennesker omkring en, siger hun.
Klokken 9:30 lørdag morgen ankommer den første båd med gæster til weekendens Åben-ø-arrangement.
Den fuldt bookede dag her i starten af foråret skulle markere starten på en tid med masser af besøg.
Noget der gør Ungdomsøen til et sted - ikke kun for de få. Men for en masse unge, der gerne vil være med til at bygge, opleve og skabe minder.
