Voldelige teenagedrenge tvang ofre til at knæle og kysse deres sko, mens de filmede det

Seks unge er dømt for at overfalde og ydmyge to andre og dele optagelser af overfaldet på sociale medier.

Seks unge mænd er ved Retten i Roskilde blevet dømt for et groft overfald på to andre unge, der også blev ydmyget og tvunget til at kysse overfaldsmændenes sko.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Overfaldet fandt sted ved Hvalsø Skole, der ligger i Lejre Kommune, en aften i august sidste år.

Her forsøgte en gruppe på 10-20 personer at tvinge de to ofre til at få en tredje kammerat til at komme med det samme.

Da det ikke lykkedes at få fat i den tredje blev de to unge truet med en kniv og frarøvet et ur. Den ene fik desuden smadret sine briller.

Fire af de seks unge blev desuden dømt for at overfalde de to ofre med slag og for at sparke dem i hovedet - blandt andet med pigsko. Endelig tvang voldsmændene dem til at knæle og kysse deres sko.

Filmede overfald og delte det på sociale medier

Dele af overfaldet blev filmet og delt på de sociale medier.

To af de dømte på 17 og 18 år blev idømt et år og tre måneders fængsel. Anklagemyndigheden krævede den ene udvist, men han slap med en advarsel om udvisning.

To 19-årige mænd blev idømt et års fængsel, mens de to sidste på 17 og 18 år blev idømt seks måneders fængsel. Heraf blev fire måneder dog gjort betinget, så kun to måneder skal afsones.

- Dommen sender et klart signal om, at det er en hel uacceptabel adfærd, udtaler senioranklager Pernille Fredin fra Midt- og Vestsjællands Politi i pressemeddelelsen.

- Truslerne og volden er i sig selv noget, som der bliver set meget strengt på, men ydmygelserne gør, at sagen er ekstra alvorlig.

Fem af de seks ankede dommen til frifindelse eller formildelse, mens den sidste valgte at tage betænkningstid.

/ritzau/

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik