Politikere giver sig selv mere i løn - var en del af forhandling på valgnatten

Viceborgmesteren i Lejre Kommune kan se frem til at få højere løn. Det nye flertal i kommunen har som noget af det første i valgperioden besluttet at bruge knap 580.000 kroner på mere løn til de folkevalgte.

Skatteborgerne i Lejre Kommune betaler nu for, at politikerne i den lokale kommunalbestyrelse samlet set får 580.000 kroner mere i lønposen om året.

Det sker efter en valgnat, hvor flere penge til kommunalpolitikerne var en del af forhandlingsspillet, kan TV 2 Lorry nu fortælle.

Efter kommunalvalget i november sidste år skiftede magten fra Socialdemokratiet til Venstre. Her gik De Konservative frem med to mandater og var dermed nøglen til sejr for Venstres nye borgmester, Tina Mandrup.

De Konservative havde før valget støttet den daværende socialdemokratiske borgmester, Carsten Rasmussen. Og nu - bare ti dage inde i den nye valgperiode - har det nye flertal på det allerførste kommunalbestyrelsesmøde valgt at give De Konservatives frontfigur, Grethe Saabye - den nye viceborgmester - mere i løn, også kaldet vederlag.

Viceborgmesterposten skal fremover honoreres med 97.166 kroner årligt. 

Med de eksisterende vederlag stod Grethe Saabye (K) ellers til at modtage 38.866 kroner - et beløb, der led som i en kommunal besparelse blev sat ned fra 85.603 kroner sidste år.

Samtidig skal alle medlemmer af Økonomiudvalget fremover have 10.000 mere om året, mens der også oprettes to nye udvalg, som altså får to lukrative udvalgsformandsposter.

quote Jeg stiller mig uforstående over for de her massive stigninger

Carsten Rasmussen (S)

Den nu tidligere borgmester Carsten Rasmussen (S) er yderst kritisk over for, at man vælger at bruge penge på at hæve lønningerne.

- Jeg stiller mig uforstående over for de her massive stigninger til påfaldende få personer. Jeg er ikke i tvivl om, at det på valgnatten blev aftalt at hæve lønnen til viceborgmesteren, og at alle konservative skulle have en udvalgsformandspost. Det koster så skatteborgerne, siger Carsten Rasmussen til TV 2 Lorry.

Vederlag med i forhandlinger

Den nye borgmester, Tina Mandrup (V), siger til TV 2 Lorry, at man har valgt at oprette nye udvalg, fordi det var nødvendigt for at kunne indfri det nye borgerlige flertals visioner.

Derudover har Tina Mandrup været med til at hæve viceborgmesterens løn, fordi hun mener, at viceborgmesterposten skal styrkes. Ifølge Mandrup skal der være et tættere samarbejde mellem borgmester og viceborgmester, og med det følger ekstra arbejdsbyrde og derfor mere løn.

- Man skal være oplyst og velorienteret. Det har der muligvis ikke været tradition for før, men det er rimeligt, siger Tina Mandrup til TV 2 Lorry.

Tina Mandrup bekræfter dog, at politikernes løn blev diskuteret på valgnatten, da viceborgmester Grethe Saabye og De Konservative gik fra at støtte en rød borgmester til nu at støtte en blå.

- Konstitueringer foregår i et konstituerende rum på valgnatten og på efterfølgende møder. Herunder drøfter man også vederlag. Det at drøfte vederlag til viceborgmesteren er naturligt, siger Tina Mandrup.

Så størrelsen på vederlaget til viceborgmesteren indgik i konstitueringsforhandlingerne?

- Inden valget havde jeg meldt ud, at jeg ville have et tæt forhold til en viceborgmester. Og det er vigtigt, at den person er klædt på som en substitut. Og der indgår det, at man kan bruge op til 10 procent (af lønrammen til politikere - viceborgmesterens løn blev netop hævet til 10 procent, red.). 

- Det er der ikke noget odiøst i, når man ser på den måde, en viceborgmester kommer til at samarbejde med mig på, og de opgaver der knytter sig til det, siger Tina Mandrup.

quote Det er politik det her, det handler om at få de mandater, man skal have for at få et flertal

Tina Mandrup (V)

Var det et middel til at sikre, at De Konservative pegede på dig og ikke på Socialdemokratiet?

- Det er politik det her, det handler om at få de mandater, man skal have for at få et flertal. Heri indgår aftaler på kryds og tværs. Det er formentlig ikke anderledes end tidligere konstitueringer. På valgnatten var jeg optaget af at få skaffet et flertal. Det er det, politik går ud på. Og det afsøger man med de politikere, der er villige til at indgå i drøftelser om det. Jeg havde også drøftelser med andre, siger Tina Mandrup.

Kan købe sig fri

Kommunalekspert og forsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch, vurderer, at det kan give god mening at hæve en viceborgmesters løn, hvis der følger flere opgaver med. Det kan være en måde at købe sig fri fra dele af sit civile job, påpeger han.

Omvendt er det også velkendt, at kroner og øre kan være en del af en konstitueringsforhandling, mener eksperten.

- Der kan sagtens være noget aftalt der. Konstitueringer er et spørgsmål om magt, men derudover kan penge også indgå i de her forhandlinger, siger Roger Buch.

Kommunen presset på økonomien

Lejre Kommune har i flere år været udfordret økonomisk

Der er vedtaget flere sparebudgetter i den seneste valgperiode, og samtidig har eksempelvis slidte og underfinansierede folkeskoler trængt til et generelt løft. 

Det kunne man have brugt pengene på i stedet, mener tidligere borgmester Carsten Rasmussen (S). 

Tina Mandrup, Carsten Rasmussen mener, at de 600.000 kroner kunne have været givet godt ud til eksempelvis folkeskolerne, hvad siger du til det?

- Pengene skal findes. Man kan også argumentere for, at Lejre Kommune har drevet deres kommunalbestyrelse billigere, end hvad man antager, man kan drive det for. Og vi ligger fortsat under den ramme, vi må gå op til (i forhold til vederlag til politikere, red.).

Delte meninger

Tina Mandrup mener, at borgerne har en forventning om, at politikerne leverer et ordentligt stykke arbejde. Desuden er det svært at tiltrække nye kandidater til kommunalvalg, og derfor skal der være rimelige vilkår for folkevalgte, lyder argumentet.

Kommunalekspert Roger Buch vurderer, at befolkningen har delte meninger om kommunalpolitikeres lønforhold.

- Nogle mener, at det er for galt, at man bruger flere penge på politikerne, hvis man lige har lukket skoler eller skåret ned. Omvendt er der også borgere, der har en forståelse for, at politikerne får omkring de her 150.000 om året for et arbejde, som i gennemsnit kræver mellem 18 og 20 timers arbejde, siger Roger Buch.

Der blev vedtaget nye regler for vederlag så sent som i juni måned sidste år. Den betød lavere løn til politikerne over næsten hele linjen. 

De nye regler trådte i kraft 1. januar, men når altså kun at have effekt i 18 dage, hvor det borgerliges flertal træder i kraft.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik