Mand er død under brand på Midtsjælland

Brand i parcelhus i Særløse med tre personer. Den ene slog alarm. Teknikere skal undersøge brandsted.

En brand i et parcelhus på Midtsjælland har natten til søndag kostet en person livet.

Den omkomne i huset i Særløse nær Hvalsø er en mand, oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi.

I huset befandt sig i alt tre personer. Den ene slog alarm om ilden klokken 4.20. Men branden kostede altså en anden person livet.

Vagtchefen hos politiet siger, at der ikke er mistanke om en forbrydelse.

Søndag formiddag er politiet fortsat til stede på adressen, hvor efterforskere og teknikere skal forsøge at klarlægge årsagen til ildens opståen.