Kommune tvinger hjerneskadet kvinde væk fra sin skønhedssalon

Igennem fem år har 23-årige Luna Pyskow drevet en skønhedssalon i en bjælkehytte på familiens grund i Lejre. Nu har kommunen bedt hende fjerne hytten, da den strider imod lokalplanen.

23-årig Luna Pyskow fra Lejre blev for otte år siden erklæret hjerneskadet, da hun blev sparket i hovedet af en hest.

I dag driver hun en skønhedssalon i en bjælkehytte på familiens grund. Men efter en naboklage har Lejre Kommune nu besluttet, at bjælkehytten er i strid med lokalplanen og derfor skal fjernes.

Stemmen knækker over med det samme, da TV 2 Lorry spørger Luna Pyskow, hvad hun tænker om kommunens afgørelse.

- Det gør rigtig, rigtig ondt. Fordi, det er med blod, sved og tårer, at den salon er kommet op at køre. Og det har ikke været nemt. Og det har ikke været sjovt. Vi er blevet mødt med så meget modvilje fra kommunens side, siger Luna Pyskow, da vi møder hende foran Moon Beauty – skønhedssalonen i den lille bjælkehytte på familiens store landejendom i landsbyen Torkilstrup i Lejre Kommune.

Omdrejningspunktet for tilværelsen

Efter den alvorlige ulykke, som ramte Luna som 14-årig - hvor hun som nævnt blev sparket i hovedet af en hest – har Moon Beauty de seneste fem år været hele omdrejningspunktet for hendes forsøg på at få en nogenlunde normal tilværelse igen i form af en normal dagligdag. og et arbejdsliv.

Efter ulykken fik Lune Pyskow konstateret en hjerneskade, og har i dag svært ved at huske elementære ting som at børste tænder eller spise morgenmad, ligesom hun lider af angst og lever efter daglige skemalagte rutiner.

Den dengang 14-årige Luna Pyskow efter ulykken. Privatfoto.
Den dengang 14-årige Luna Pyskow efter ulykken. Privatfoto.

Familien: Systemet mod mennesket

Men Lejre Kommune har netop stadfæstet en afgørelse, som fastslår, at bjælkehytten og dermed Moon Beauty er i strid med gældende lokalplan, og derfor skal fjernes.

Salon Moon Beauty og bjælkehytten, der nu skal rives ned. Foto: Niels Knuth, TV 2 Lorry
Salon Moon Beauty og bjælkehytten, der nu skal rives ned. Foto: Niels Knuth, TV 2 Lorry

Familien troede ellers, alt var i den skønneste orden, da de for fem år siden ofrede 250.000 kr. på at opføre hytten på en skråning på ejendommen.

quote Hvis jeg skal rive den ned bliver jeg mere syg. Fordi så har jeg ikke noget livsværk længere. Det er mit livsværk og det er min baby. Og jeg har selv bygget det med min familie og jeg har selv bygget det op fra grunden.

Luna Pyskow, Indehaver af Moon Beauty

De fældede mellem 40 og 50 træer og anlagde små, sirlige stisystemer, der ledte hen til hytten.

Forinden havde de tjekket den nye lovgivning, som tillod opførslen af småbygninger og lignende på grunden.

Men den bevaringsværdige lokalplan for området, som fastslår, hvilke materialer eventuelle nye bygninger skulle opføres i, og at det kun måtte ske efter kommunen på forhånd havde godkendt en eventuel placering på det fredede stykke land, havde de derimod ikke undersøgt.

En klar forglemmelse, erkender familien, som dog fortsat har svært ved at begribe, at papirafgørelser og lokalplaner kommer over hensynet til det enkelte menneske.

- Jeg er gået fra at have en kunde om ugen og være ufatteligt stolt til at have tre om dagen. Og jeg har en business, der kører af sig selv. Men hvis jeg skal rive den ned, bliver jeg mere syg. Fordi så har jeg ikke noget livsværk længere. Det er mit livsværk, og det er min baby. Og jeg har selv bygget det med min familie, og jeg har bygget det op fra grunden, siger Luna Pyskow.

Luna og Jeanette Pyskow med salon Moon Beauty i baggrunden. Foto: Niels Knuth, TV 2 Lorry
Luna og Jeanette Pyskow med salon Moon Beauty i baggrunden. Foto: Niels Knuth, TV 2 Lorry

Hendes mor, Jeanette Pyskow, er efter eget udsagn lige så målløs.

- Vi er dybt berørt i vores hverdag. Fra vi står op, til vi går i seng. Det er min datters levebrød, siger Jeanette Pyskow.

Naboer gjorde kommunen opmærksom på bjælkehytten

Det var en mere eller mindre banal nabokonflikt, som er årsagen til, at Lejre Kommune efter flere år overhovedet blev opmærksom på hytten.

Igennem længere tid har der været en række uenigheder mellem familien Pyskow på den ene side og beboerne i en af naboejendommene.

Men efter naboernes udsagn kulminerede det hele, efter Luna og nogle veninder havde taget bad i familien Pyskows store udebad, som ligger på den anden side af et lille hegn – tæt ved nabogrunden.

Efterfølgende blev naboen nemlig beskyldt for at belure pigerne mens de var i bad, og det var den direkte årsag til, at naboen valgte at gå til Lejre kommune for at undersøge, om bjælkehytten med skønhedssalonen overholdte retningslinjerne i lokalplanen.

- Jeg har den største medlidenhed med, at hun er kommet til skade. Det har jeg virkelig. Og det har jeg også fortalt hende, mens vi kunne snakke sammen. Det gør mig ondt for deres datter, at hun er blevet sparket i hovedet af en hest og fået en hjerneskade, siger Helle Darre Pedersen, da vi besøger hende og manden Søren i deres have, som altså støder direkte op til familien Pyskows landejendom, og fortsætter:

Naboerne til familien Pyskow, Helle og Søren, gik til kommunen, da Søren blev beskyldt for at lure. Foto: Niels Knuth, TV 2 Lorry
Naboerne til familien Pyskow, Helle og Søren, gik til kommunen, da Søren blev beskyldt for at lure. Foto: Niels Knuth, TV 2 Lorry

- De har sagt til os, at min mand gik og belurede dem, mens de benyttede deres udebad. Både hustruen og deres datter. De hængte til sidst lagner op for at demonstrere, at han belurede dem. Og så kan man sige, at når vi får skyld for sådan noget, så ønsker vi dem ikke helt tæt op af vores hæk. Hvad enten det er en hytte eller et udebad, de er i. Så har jeg det lidt sådan - så flyt jeres hytte lidt. Fordi jeg synes virkelig, det er voldsomme anklager – at vi får skyld for at rende og belure dem. Og jeg har været hjemme, når han har været og tale med dem. Det var derfor, vi anmeldte det til kommunen, siger Helle Darre Pedersen.

Tilbage hos familien Pyskow erkender Luna da også, at der har været en række konflikter med naboen.

- Der er selvfølgelig altid to sider af en sag. Og beskyldninger kan der komme nok af. men facts har vi også masser af. Og man kan desværre ikke komme udenom, at der er blevet kigget på mig og mine veninder ind gennem hegnet, siger hun.

Vil søge om førtidspension

Så vidt de mere eller mindre banale nabokonflikter.

Det hele er endt med, at hytten skal væk.

Og den må umiddelbart ikke placeres andre steder på familiens fredede grund.

I øvrigt kan den slet ikke flyttes, da den er bygget specielt til den skrånende grund, hvor den i dag er placeret.

Hvorfor åbner du ikke bare skønhedssalonen inde i huset? (Luna bor i en separat tilbygning i familiekollektivet, red.)

- Det har jeg slet ikke mulighed for. Jeg er i forvejen meget, meget udfordret på grund af min angst, og den bliver mere udfordret, hvis jeg skal have kunder og mennesker så tæt på. Og vi har heller ikke andre bygninger, hvor vi kan få det til at fungere hygiejnemæssigt i. Hytten er jo i bund og grund bygget til at være min arbejdsplads. Det er et helt koncept, vi har bygget heroppe. Man kan komme og være afslappet. Der er fuglekvidder og du kan klappe en hest, hvis du har lyst til det, siger Luna, som har svært ved at overskue, hvad fremtiden vil bringe.

- Det bliver, at jeg søger min førtidspension. Jeg har ingen andre muligheder, slutter Luna Pyskow.

I første omgang har familien indbragt kommunens afgørelse til Planklagenævnet.