Ida Vedel Dyrkjærs sommerjob i Sanglandet Lejre er ikke, som sommerjob er flest. For når Ida tager på arbejde, rejser hun cirka 2000 år tilbage i tiden.
Iført kyse og kjole og under navnet Frid spiller hun en jernalderkvinde, der bor i den lille landsby Lethra.
Ida er ansat som fortidsformidler, og hun har derfor ansvar for at tage imod Sagnlandets gæster samt fortælle dem om livet i jernalderen.
Der sker noget magisk, når gæsterne møder en person, der har levet for tusind år siden. I hvert fald når de går med på legen.
Men Ida nøjes ikke med at fortælle. Hun tager rollen som jernalderkvinde på sig.
Man glemmer således hurtigt nutidens Ida, når man ser fortidens Frid i aktion. Og det er på ingen måde tilfældigt.
- Der sker noget magisk, når gæsterne møder en person, der har levet for tusind år siden. I hvert fald når de går med på legen, siger Ida.
(Artiklen fortsætter efter grafikken.)
Ida og sagnlandet
Idas interesse for at formidle den danske fortid strækker sig lige så langt tilbage som hendes forhold til Sagnlandet.
- Mig, min mor og mine søskende startede med at komme herude som frivillige, da jeg var barn. Godt nok i vikingetiden og ikke i jernalderen, der er lige en tusind år til forskel, griner Ida.
Selvom Ida i dag arbejder i jernalderen, kunne vikingetiden også noget.
- Vi har mere eller mindre brugt alle vores ferier herude. Så jeg har altid været her – lige så længe, som jeg kan huske, siger Ida smilende.
Ida har altså hele livet haft et ben i to tidsaldre. Der er dog alligevel visse forskelle på Nutidens Ida og Jernalderens Frid.
- Den største forskel er, at Frid er gift og har et barn, for det har jeg ikke, griner Ida.
(Artiklen fortsætter efter videoen.)
Ida finder fred i jernalderen
Livet i fortiden har noget helt specielt at byde et moderne menneske som Ida.
- I mit rigtige liv er alt lidt et ræs, for at du skal blive til noget. Men i jernalderen tænker man slet ikke på sådan noget – man tænker på sit næste måltid, siger Ida.
Det kan lyde en smule simpelt ikke at have andet i hovedet end sit næste måltid, men Ida mener, det giver hende noget helt specielt.
- Det giver en form for fred, at man ikke har andet at tænke på, end at man skal sy noget, holde gang i et bål eller lave noget mad, fortæller Ida.
Fortidens fredsommelighed er ikke noget, Ida regner med at give slip på. Ej heller selvom hun snart er færdiguddannet som folkeskolelærer.
- Selv når jeg er færdig med mit studie, regner jeg med at være her resten af mit liv. Det er alt for stor en del af mig til, at jeg kan give slip på det, siger Ida og smiler.
