Under mødet skænkede direktøren pludselig champagne - øjeblikke efter var der jubel

Sagnlandet Lejre har fået over 52 millioner af fond, så nu kan store drømme blive til virkelighed.

Mia Carlsen elsker sit job som ansvarlig for dyrene her i Sagnlandet Lejre.

- At være ude i det her landskab hver eneste dag og have med dyrene at gøre. Det er fantastisk, siger hun, mens hun fodrer vildsvinene med æbler.

Men i onsdags blev humøret endnu bedre.

- Folk sad og jublede, og så tror jeg sgu også, at jeg kneb en lille tåre, siger hun med et grin.

For der fik hun og kollegerne besked om, at Sagnlandet Lejre har fået en donation på 52,3 millioner fra Annie og Otto Johs. Detlefs' Fonde. 

Det betyder blandt andet, at drømmen om en 330 meter lang panorama-gangbro gennem området bliver til virkelighed, og Mia Carlsen peger begejstret i luften hen over vildsvinefolden og ud over den sti, hvor hun står, for at beskrive, hvor den skal bygges.

Mia Carlsen og hendes kollegaer kan næsten ikke få armene ned, og det kan sagnlandets direktør, Lars Holten, heller ikke. Det var ham, der modtog den gode nyhed i telefonen.

- Man får jo gåsehud, når man får sådan en besked. Jeg tror ikke rigtig, at man forstår det, før man har prøvet det. Den tillid, det også viser, og den ydmyghed, man modtager sådan en besked med, forklarer han.

Lars Holten kigger på modellen af gangbro og staldbygning.
Lars Holten kigger på modellen af gangbro og staldbygning.
Foto: TV 2 Lorry

Flere store projekter

Onsdag kaldte han medarbejderne sammen for at vise dem det endelige projekt. 

Men oplysningen om, at hele finansieringen nu var på plads, gemte han til allersidst, hvor der pludselig blev kørt champagne ind fra et tilstødende lokale, og så var det, der blev jublet.

Med donationen skal Sagnlandet Lejre nemlig ikke alene have en ny panorama-gangbro. Der bliver også bygget en helt ny udstillingsbygning på 326 kvm.

Wohlert arkitekter har tegnet den nye udstillingsbygning til Sagnlandet Lejre. Samme firma stod også bag kunstmuseet Lousiana.
Wohlert arkitekter har tegnet den nye udstillingsbygning til Sagnlandet Lejre. Samme firma stod også bag kunstmuseet Lousiana.

- Det bliver et helt særligt oplevelsesrum, der bliver skabt med bygning, en friluftsscene og aktiviteter rundt om bygningen, fortæller direktøren.

Og når Mia Carlsen er færdig med at glæde sig over gangbroen, så kan hun for øvrigt også juble over udsigten til en ny vinterstald til dyrene, hvor man blandt andet vil kunne komme tæt på vildsvin og urokser.

- Det betyder, at man vil kunne have formidling også i vintermånederne og komme tæt på dyrene på en anden måde, fortæller Mia Carlsen.

Betydning for hele området

Med de nye projekter vil Sagnlandet Lejre både kunne holde åbent i en større del af året og samtidig tiltrække endnu mere opmærksomhed og flere gæster.

- Det betyder rigtig meget - ikke kun for Sagnlandet Lejre, men også for hele området. Vi er i en landkommune med cirka 28.000 borgere, og der er jo en kæmpe stolthed over den historie og det landskab. Vi er en nationalpark, og vi har en berømt vikingeforhistorie her, fortæller Lars Holten.

Det hele skal dog lige bygges først. Broen og stalden forventer Lars Holten kan stå klar i løbet af 2024. Udstillingsbygningen håber han på at åbne et års tid senere.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik