Direkte fra bonde til kunde: Corona har boostet salget af lokale råvarer

Coronanedlukningen har tvunget os til at ændre i vores vaner, og det har samtidigt gjort os langt mere bevidste om, hvad vi spiser. Langt flere handler nemlig råvarer lokalt, og det kan mærkes hos et nyopstartet landbrug i Lejre.

"Kan han lide persille?"

Hos Godis Grønt i Lejre har gartner og medejer Fredrik Sahlin besøg af en af sine nye kunder. Han rækker en persillespire frem til Oliver Lewis Christensen, der står med sin søn Alfred i armene.

"Måske. Vi kan prøve," svarer Oliver og giver spiren videre til Alfred, der uden tøven stopper den i munden.

Oliver, Alfred og resten af familien flyttede sidste år fra storby-livet i København til hjemstavnen i Lejre Kommune. Nærmere bestemt Hvalsø. 

quote Det er mega fedt at se, hvordan det bliver lavet, og hvor det bliver lavet.

Oliver Lewis Christensen, Hvalsø

Familien er nu en af de mange nytilkomne abonnenter hos Godis Grønt, der siden opstarten sidste år har oplevet en fordoblet interesse for deres abonnementsordning, hvor man kan købe lokalproducerede grøntsager.

- Det er mega fedt at se, hvordan det bliver lavet, og hvor det bliver lavet. Så det ikke bare bliver fragtet fra den anden side af verden, fortæller Oliver, mens han og sønnike går rundt blandt spirerne, der snart bliver til deres ugentlige grøntsagslevering.

Hos Godis Grønt køber man på forhånd en andel af produktionen, et såkaldt abonnement, og fra maj kan alle abonnenter så ugentlig svinge forbi efter frisk grønt købt direkte fra gartneren selv.

- Forbrugeren får en relation til os, dem der dyrker deres mad. Samtidigt får de en forbindelse til den jord, grøntsagerne kommer fra. Det er både berigende for familierne, for os og for jorden, fortæller Fredrik Sahlin.

Og netop det at vide, hvor grøntsagerne kommer fra, er vigtigt for Oliver og hans familie.

- Jeg synes, fødevarer er en nøgle til mange ting i forhold til bæredygtighed, fremtiden og det at få en forbindelse til, hvor maden kommer fra, fortæller han.

Gang i gårdbutikkerne 
En undersøgelse om europæiske madvaner under coronakrisen viser da også, at hver tredje adspurgte mener, at lokalt produceret råvarer er blevet vigtigere for dem under pandemien.

Hvordan kan det være, du har lyst til at købe grøntsager direkte fra bonden, når det er noget dyrere end det, du kan finde i det lokale supermarked?

- Fordi jeg synes, jeg også får tilsvarende mere i værdi. Først og fremmest får jeg bedre råvarer, men jeg får også en følelse af fællesskab med mit lokalsamfund. Jeg har ikke mødt de andre medlemmer, men jeg forestiller mig, at når vi skal ud og hente grøntsager om torsdagen, så møder man andre i lokalsamfundet, og det kan skabe grobund for nye relationer, fortæller Oliver. 

Rundt om i hovedstadsområdet oplever de lokale fødevareproducenter samme tendens.

På Stengården i Birkerød sælger man op mod 1000 æg om dagen.
På Stengården i Birkerød sælger man op mod 1000 æg om dagen.

- Vi har solgt 20 procent mere end året forinden, og vi mærker en stor efterspørgsel efter friske produkter og vores egne produkter. I det hele taget har vi mange nye kunder, fortæller landmand og indehaver Elisabeth Rasmussen om den gode fremgang, de har haft hos Stengården i Birkerød.

Det samme gør sig gældende længere nord på i Hillerød, hvor landmand Tine Hage også har haft travlt i hendes gårdbutik Mangholm.

- Jeg oplever, at vores faste kunder, dem der bor i lokalområdet, de kommer oftere. De støtter os ved at købe mere ind, når de er her, og de bliver måske også lidt længere og har bedre tid til at snakke, fortæller Tine Hage.

På kortet her finder du de økologiske gårdbutikker i dit område.

Corona har sat skub i vaneændringer
Det er en allerede igangværende trend, coronakrisen har sat skub i. Det fortæller den ansvarlige for undersøgelsen om vores ændret madadfærd.

- Rammerne for vores dagligdag er pludselig nogen andre, og i sådan en situation er det lettere at lave om på sine vaner. Man skal alligevel lave om på mange af de ting, man gør i sin dagligdag, og så kan det være, de gode intentioner, man havde før corona, nu bliver ført ud i livet, siger Klaus Grunert, der er professor i forbrugeradfærd og fødevarer ved Aarhus universitet.

87 procent af dem, der i undersøgelsen oplyser, at lokalt producerede råvarer er blevet vigtigere, vil ifølge dem selv fortsat synes det efter pandemien. Og hos Godis Grønt er man klar, hvis interessen skulle stige yderligere.

- Vi har allerede udvidet vores areal gange seks siden sidste år, og der er mere jord, vi kan tage i brug, hvis det bliver nødvendigt, lyder det fra Fredrik Sahlin.

Og selvom Oliver ikke får første grøntsagslevering før maj, så er han allerede nu sikker på, at lokale råvarer vil blive en permanent prioritet.

- Så kan jeg tage min søn med herud og lære ham om grøntsagsproduktion. Nu er han ikke så gammel, men forhåbentligt kommer vi til at være med i det her i lang tid fremover.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik